HVAD ER ET NUTIDSSCENARIE?

Dette spørgsmål har vi i gruppen diskuteret længe. Gennem foretaget interviews fandt vi dog frem til nogle nutidsscenarier, som syntes gennemgående for alle de interviewede parter.
Vores scenarier, på baggrund af etnografiske undersøgelse, lyder således:

Scenarie 1: ”Jeg føler mig som en del af et ”kulturelt interesseret segment”, hvilket får mig til at føle mig sådan lidt mere værd”
(tilført immateriel merværdi, symbolsk, red.)
Scenarie 2: ”Jeg kan egentlig godt lide at være på museum, men jeg har en følelse af at jeg skal nå at se det hele – og tage stilling til det - hvilket nogle gange gør museumsbesøget til et uoverskueligt projekt.”
Scenarie 2,5: ”Jeg synes det kunne være optimalt, hvis man kunne betale alt efter hvor meget man ville se af museet. Altså forskellige billettyper – eller en betalingsform hvor man per tid, altså betaler når man forlader museet”
Scenarie 3: ”Jeg skal sætte utrolig meget tid af til et museumsbesøg, hvorfor det kun er noget jeg gør når jeg er på ferie/ude at rejse”
Scenarie 4: ”Billetterne er for dyre”
Scenarie 5: ”Jeg kan bedst lide de udstillinger, hvor jeg selv bliver involveret, enten følelsesmæssigt eller kropsligt” (affektiv red.)
Scenarie 6: ”Det er svært at finde en parkeringsplads”
Scenarie 7: ”Jeg kan bedst lide de udstillinger, hvor jeg i forvejen har en interesse for eller et kendskab til det der udstilles”
Scenarie 8: ”Jeg kan egentlig godt lide at være/gå på museum, men der er bare et eller andet der gør at jeg aldrig gør det, hvad det er, kan jeg ikke sige”
Scenarie 9: ”Der er for meget af det samme, for mange gentagelser, derfor mister jeg hurtigt tålmodigheden”
Scenarie 10: ”Et museumsbesøg = ondt i benene”
Scenarie 11:”Jeg kan godt lide at gå på museum, men jeg er ikke selv opsøgende omkring diverse udstillinger. Derfor er jeg ikke klar over, hvad de forskellige museer byder på. Jeg mangler, at informationen kommer til mig”


Nogle af disse scenarier forekommer mere relevante end andre - vi må have for øje, at vi ikke kommer til at bevæge os over i fremtidsscenariet, før nutidsscenariet er skildret. Dette afføder dog blot et nyt spørgsmål, for hvordan pokker viser vi vores nutidsscenarier? Efter lang tid med funderen, suk og undrende blikke tyede vi til legen ”hvad nu hvis” i håb om, at få inspiration til fremvisningen af scenarierne. Papiret blev hurtigt fyldt ud med følgende forslag i et desperat forsøg på at indfange IDÈEN:

Hvad nu hvis nutidsscenariet blev formidlet som:
Et råbekor
Tegnsprog
En hjemmeside
Et brætspil
En julekalender (hver låge viser et nutidsscenarium)
En planche
Prosa, et eventyr
En dokumentarfilm/en spillefilm/et Youtube-klip
En bageopskrift
En brugsanvisning
Et lydspil/radioprogram
Journalistisk formidling
En tegneserie
Et computerspil
En tegnefilm
Et powerpoint-show

Til trods for at idéerne var mange, var frustrationerne dog ikke blevet mindre. Må vi vise vores scenarie, som vi lige præcis vil, eller er der nogle restriktioner? Ditte havde forklaret, at et scenarie skal indeholde:
Agents/actors, setting, goal, plot

Dog havde vi stadig tvivl omkring selve udformningen af scenariet:
Må vores nutidsscenarium være fiktion? Hvad menes der med setting, når vi ikke beskæftiger os med ét bestemt museum men med den generelle oplevelse? Hvis der ikke må være forklarende tekst, hvad så med den speaker, der var i det nutidsscenarium med Dittes bedsteforældre? Hovedperson? - må der være flere? Er det nu, vi skal undgå schweizerkniven eller er det først ved vores endelige produkt? En museumsoplevelse er jo determineret af mange ting. Og hvordan viser vi de følelser, museumsoplevelsen medvirker til?


Knoglen blev grebet og Ditte ringet op. Dette gav ro på den ellers fortvivlende stemning. Beslutningen blev hurtigt taget – vi laver en lille film om museumsoplevelsen. Bjarne Bækgård, pressechef på Aros, blev kontaktet, og vi fik tilladelse til at filme på denne location med tre skuespillere. Selvom vi vælger at filme på Aros, har vi dog ikke fastlagt os at arbejde med ét specifikt museum. Vi ønsker snarere at skildre nutidens museumsoplevelse for herefter at kunne komme tættere på en løsning, der forhåbentlig kan være brugbare for flere institutioner. Vi forsøger at gøre vores skildring af museumsoplevelsen så bred som mulig, men vi er dog også klar over, at det vi vælger at filme, peger (direkte eller indirekte) på vores fremtidige arbejde.