Med en mere eller mindre fælles vision, at ændre det negative billede, som mange har af det at gå på museum, og i forlængelse af de afprøvede teknikker, er det nu muligt for os endelig at skabe nogle operative billeder af, hvad der i mere eller mindre praktisk grad skulle til, for at vi kunne nå vores vision.
The operative image is a first externalization of the vision. It starts our as a diffuse image and is usually captured in simple sketches, sometimes with the help of metaphors or analogies. As the process continues, the operative image is given more defined shape and becomes a more solid foundation for the design work.” (Lowgren & Stolterman, 2007, p.19)
De operative billeder er således en af de vigtigste elementer i designprocessen, fordi de skal være med til at bygge konsensus omkring en fælles vision. Lowgren og Stolterman beskriver det her som om, at det kun er muligt eller nødvendigt at opstille et operativt billede i designprocessen. Her ser vi det dog muligt at skabe mange operative billeder ud fra visionen, og at man faktisk i denne del af processen ikke kun skal lægger sig fast på ét operativt billede, men derimod skaber mange, for netop ikke at stirre sig blind. Dog er det nødvendigt på et tidspunkt at lægge sig fast på et operativt billede for netop at afprøve, hvorvidt det kan realiseres i virkelighedens rammer.
Löwgren og Stolterman beskriver ligeledes også, at det operative billede skal komme fra designeren i forlængelse af den fælles vision. Der nævnes ikke, hvorvidt dette operative billede skal skabes sammen med brugeren, men beskriver mere det operative billede som designerens første skridt til selv at konkretiserer visionen ned til en idé. Designeren ses derfor som eksperten (Mogensen, 1992, p.15) i forhold til at skulle udvikle det operative billede og behøver, ud fra Löwgren og Stolterman, ikke at involvere brugeren på dette stadige af designprocessen. Denne tilgang til designprocessen, har været diskuteret flere gange i gruppen, specielt fordi Stine ikke har kunne forstå, hvordan det er muligt at danne operative billeder uden at spørge brugeren om, hvordan de ser et operativt billede for den fremtidige museumsoplevelse. Vi befinder os i et designfelt, hvor brugerinvolveret design figurerer som en vigtig brik i forhold til at udvikle designs, som ikke bliver forkastet af brugeren. Går fremtidsscenariet og det operative billede ikke hånd i hånd? Skal vi ikke igennem vores brugeres ønsker om fremtidens museumsoplever blive inspireret til forskellige operative billeder, for netop at sikre, at vi ikke laver operative billeder som aldrig vil blive accepteret af vore brugere?
Som beskrevet i bloggen, valgte vi at inddrage vore brugere endnu en gang for at få et mere præcist billede af, hvordan de kunne forestille sig den fremtidige museumsoplevelse skulle tage sig ud. Som almindelig borger, kan det være svært at forestille sig fremtidens museumsoplevelse, sådan på stående fod. Derfor havde vi, som designerne, sørget for nogle designteknikker, som kunne hjælpe vore brugere med at sætte deres fantasi i gang.
Følgende operative billeder fremkom ud fra disse lege:
Fortælling om min egen gårdhave:
Det operative billede er som følgende:
Når man befinder sig i det offentlige byrum, og enten er på vej til eller fra et sted eller som turist, skal det være muligt igennem sin Iphone (mobiltelefontelefon) at blive tilbudt et historisk indblik i det byrum man færdes i. Fx kunne det være fedt at høre historier om, hvem der havde boet i på samme adresse som en selv, eller hvilke aktiviteter der har forgået i ens gårdhave.
Denne idé kunne også forlænges med, at man igennem sit allerede erhvervet elektroniske udstyr, kunne få en større viden om de opstillede værker/statuetter som befinder sig i byrummet. Dette operative billede kan udvikles i samarbejde med alle museumsgenre
Kunstflise
Det operative billede er som følgende: Kunsten skal ud til borgerne i stedet for at borgerne skal komme til kunsten. Den skal være med til at give et kunstnerisk indspark i dagligdagen. Man kunne forestille sig, at der uden for Domkirken eller ved Salling i Århus lå nogle glasfliser, hvor der under disse fliser var udstillet kunstværker, som borgerne kunne få glæde af i deres hverdag. Dette operative billede vil primært henvende sig til kunstmuseer.
Samarbejde mellem flere kulturinstanser – museum og bibliotek:
Det operative billede er som følgende: For at forlænge eller blive inspireret til flere museumsoplevelser, kunne man fx på museer fortælle sine gæster, at mere viden om de besøgte genstande vil man kunne finde på et bestemt bibliotek, som vil have en hylde med bøger kun omhandlende dette emne. Denne funktion kunne også fungerer den anden vej rundt, hvor man på biblioteket ville kunne fortælle udlånerne, at man havde mulighed for at se en udstilling omkring det pågældende emne/objekt på et bestemt museum.
Ud fra de operative billeder designteknikker frembragte hos brugerne, og de diskussioner der også blev bragt på banen, skabte vi selv som designere følgende operative billeder
Hologram-ven
Det operative billede er som følgende: Når man barn kommer ind på et museum, får det mulighed for at få en tur på museet, hvor en figur i form af et hologram, i barnets egen størrelse, følger barnet rundt, og fortæller via en form for audieguide en samlet historie omkring det udstillede i en narrativ fortælleform. Børn kan følges ad, og have det samme hologram til at vise dem rundt, og voksne kan også være med på turen. Vigtigt er det dog, at de voksne skal vide, at fortællingen omkring det udstillede foregår på børnenes præmisser. Barnet kan selv bestemme hvor lang turen skal være, og kan også selv vælge hvilken figur han/hun ønsker at følges med. Når turen er slut, vil hologrammet fortælle barnet, at næste gang han/hun kommer på museet, vil historien fortsætte. Derved fanges barnet interesse og har forhåbentlig lyst til at komme der igen. Den historie, der fortælles, er baseret på den viden, der ligger bag hver de ustillede genstande. Dette operative billede kan bruges inden for alle museumsgenre.
Collage:
Sammensæt de udstillede genstande i en plakat og tag den med hjem
Det operative billede er kommet i forlængelse af en grafikkers svendeprøve, som netop udformede sig i nogle vildt flotte collageplakater.
Det operative billede er som følgende: Idéen er som overordnet målrette mod børn, for at få dem mere involveret i museumsbesøget. Når barnet går rundt på museet, vil det være muligt digitalt at hente hele eller delvise elementer fra de udstillede genstande. Dette kan fx gøres ved at barnet går rundt med en eller anden fjernbetjenings-lignende genstand, som barnet kan pege på genstanden med, og som så henter elementet ind og gemmer det til senere, hvor barnet så kunne se disse elementer på en skærm og sætte dem sammen i en collage, som kan printes ud og tages med hjem. Dette operative billede kan bruges inden for alle museumsgenre.
søndag den 29. marts 2009
tirsdag den 24. marts 2009
Designteknikker - Spildag
Mandag d.23. Marts. Vi har lånt et stort lokale på Handelshøjskolen, hvor vi afholder to tekniklege med to grupper. Den første gruppe er udelukkende kvinder og anden gruppe består udelukkende af mænd.
Den første leg, vi leger, er inspiration cad workshop - dog i en simplificeret udgave, da det ellers, ud fra erfaringer har vist sig, at være for svært for aktørerne at finde hoved og hale i selve legen.
Vores første gruppe består af: A, An og C.
Forinden selve legen begyndelse, ligger vi ud med at spørge om deres museumsoplevelse: hvordan de har det med at tage på museum og hvorfor?
Hvad tænker I omkring museumsoplevelser?
An: forbinder museer med dem, der er meget kunstinteresseret. Hvis jeg har hørt om kunstneren før, vil jeg faktisk gerne på museum, for det kan være meget afslappende at være sådanne steder.
C: træder ind i en anden verden: det skal være noget, jeg ikke har set før
A: synes store museer er hyggelige - gider ikke dukke op i de timer, hvor der er fuldt hus. Vil gerne selv kunne gå rundt. Den spontane oplevelse er vigtig. For at få max ud af et museum, vil det kræve flere besøg, da jeg er træt efter en lille time. Museer skal være opdelte i små rum, og gerne med mulighed for at sidde ned, tænke og slappe af.
Præsentation af leg:
Først trækker I et rødt kort: teknik kort, der skal være med til at gentænke museumsoplevelsen. I skal skrive stikord ned, omkring alle de ting, I kommer i tanke om og associerer med teknikkortet.
1. Mobiltelefon:
god at have, når man bliver væk. Hvis man går og er opslugt i sin egen verden, er den god at have med.
Hvis man har haft en god oplevelse, kan man ringe/skrive til en ven og udbrede det til sit netværk.
Mms: tage et billede og sende det videre.
Inspiration - mobilen kan fungere som en notesblok
Man kan navigerer hinanden rundt og guide hinanden.
Konkurrence om, hvem der kan skabe det bedste/tage det bedste foto.
Museet kan også have dages udfordring (et billede, eller tegn - en skattejagt)
Sms-service omkring nye udstillinger.
2. videokamera
Et museum, der kun eksisterede på nettet - et virtuelt museum. Man kunne her samle flere genstande og kendte ting, der er placeret over hele verdenen, på ét sted.
Tage et billede, der skal afdække virkeligheden - fx er Mona Lisa mindre end det, man lige kunne forestille sig.
3. Nintendo-Wii.
Et spil, der har forbindelse til historie eller kunstværket.
Hvis man tager udgangspunkt i nogle berømte kunstværker - binder historie til nogle elementer, så de forbinder museet med andet end blot en kedelig lokation. Gøre udstillinger levende gennem spillet.
Man kunne også bare have spil kørende, der relaterer til udstillingen.
4. I-pod
Høretelefoner, hvor man ligger historierne ud på nettet, som man kunne downloade på nettet samtidigt med køb af billet - det ville spare en for tid på museet, og samtidigt få en forforståelse, når man går rundt der.
5.. Computer
Tage sin bærbar med ind, hvor det er muligt at hive informationer ned.
Computere kunne også stå til rådighed, så man kunne søge på selve stedet.
Ikke flere teknikkort
Nu til de blå kort - lokalitetskort, uden for museum.
1. Offentligt byrum
I København har der været out door udstillinger, hvor det er sat op et sted, hvor man ikke behøver at være stille, alvorlig eller noget. Man kan svinge forbi, lige når man har lyst.
Viva la revolution: gøglere, der går op i genbrug og den grønne linje og laver optog i byen for at gøre opmærksomme på sig selv. Et museum kunne gøre ligeledes. Dette skaber opmærksomhed. Men hvordan formidles det videre, så tilskueren ved, hvor man skal finde mere, når man kommer hjem?
Fortov: et elektronisk, hvor man har et kunstværk nede i fortovet, hvor kunstværket kunne udstilles heri. Århus vil gerne tage kunst alvorligt - man kunne for eksempel få Salling til at støtte Århus kunstmiljø og ligge elektroniske skærme ned i fortovet.
Out door bannere: med kunst i stedet for kommercialisering
2. Dagligdagsbutikker:
Købe et kunstværk på sit dankort. Man kunne også lave indpakning af maden, hvor indpakningen er et print af et værk.
Bagerne kunne køre med kunsttema - tirsdag = Mona Lisa kager. Dagligdagsbutikker kunne også have kunst hængende - enten i kurve, i loftet eller i gulvet, men man kan ikke bare hænge kunst op hvor som helst, for de skal indgå i en sammenhæng, så det ikke bare bliver ligegyldige opstillinger
3. Torv:
Igen outdoor. Eller nintendo Wii placeret på torvet - interaktion.
Men det hele handler måske mere om, at man kan relaterer sig til det - det blive uvedkommende for folk.
4. Fitness center
Når man står på en cross-træner, kunne det være interessant at få “Aros tv” ind på skærmen foran træningsudstyret. Her kunne I-podden også benyttes, da de bruger den, når de træner. MEN det skal godt nok være en god historie, før man gider dette samtidig med træningen.
Hvorfor tænker I kunstmuseum, når vi siger museer?
An: Aros er en stor del af Århus - derfor er det ofte det, man referere til. Lige nu er de naturhistoriske museer lidt out datet - derfor kunne man proppe en teknologi ind her.
A: der bliver gjort mere ud af kunstmuseer - det er mere kommercialiseret.
C: Jeg tænker mere oplevelser, som er mere fremtidsorienteret. Fx CO2 udstillingen. Noget, der er nærværende.
En god oplevelse
A: Paris - Dalí museet. Alle hans værker minder meget om hinanden - genkendelse. Vi kunne ikke finde udstillingen, det var en imidlertidig udstilling, så det var ikke noget stort rum - lyset var derfor anderledes, og stemningen var fantastisk.
An: Holocaust museet: man sidder inde i et rum, hvor de læser alle de navne op på de jøder, der mistede livet under krigen. Det tager 6-7 år inden alle navnene er læst op. Det indebærer en vis autenticitet. Det ægte - historien bag. Noget, man kan forholde sig til. Har sværere ved det æstetiske, hvor man selv skal forholde og fortolke
C: har ikke nogen
Efterfølgende taler vi om, at det er børns oplevelse, der måske skal arbejdes med, da det allerede er fra barnsben af, at man danner disse billeder af hvad et museum er.
Interview med drengene: De, Ca, Ad, Th
Dette afholdes ligeledes på handelshøjskolen
Først en kort introduktion - gentænke en museumsoplevelse.
I skal prøve at skitsere, hvordan en fremtidig oplevelse kan se ud.
Inspiration card workshop:
Teknik-kort:
1. Videokamera:
Det gode ved kamera er, at det sætter billeder på verden - sætte billedet midt på gulvet, så det bliver nemmere for de besøgende at tage billeder af ting, så billedet kan tages i flere niveauer - derved kommer der en ny måde at tage billeder på.
Man kunne forlænge dette, ved at man kunne se de billeder, man har taget inden på museet, ved direkte på museet at overføre sine billeder til en storskærm, så man kunne se dem direkte.
Hvis man skulle have museumsoplevelsen forlænget via det offentlige rum:
Et kamera, der kunne sende direkte, ude fra verden om, hvad der sker.
Webcam: man følger andre besøgende, og ser hermed, den oplevelse, der ændrer sig fra dag til dag.
Kamera kan også bruges til at vise familie og venner om ens besøg.
Museets billede og ens eget billede ved siden af: en konkurrence fra museets side af. Det kunne ligges ud på nettet og hermed forlænge oplevelsen.
2. Computer:
Man kan generere alt muligt på computere efterhånden. Man kan lade nogle terminaler stå, der fortæller en interaktiv historie omkring fx Akropolis´ historie: opbygning, nedrivning og forsøg på at bevare dette sted.
Der er formentlig mange, der ikke kan huske hvad de har taget billede af - derfor kunne det være en idé med en hjemmeside, hvor man kan søge yderligere information alt efter behov, for at underbygge egne billeder osv.
Computeren kan vise ting, man ikke kan få ud af den reelle fysiske genstand.
Ca: hvilke ting kunne gøre en museumsoplevelse bedre - information, som kunne følge en på hele ens besøg.
Nogle statistikker, der kunne underbygge ens oplevelse.
Ny Leg: Smart tool
I går rundt på museet med et smart tool, der kan ALT (visuelt, formidling osv.).
En skærm med information, der følger med en, så man selv bestemmer tempoet, og at man ikke er afhængig af en personlig omviser. Dette kunne også være en stor hjælp for handicappede. En guide, man har med sig.
En ting foran genstandende, hvor man kan plotte sin høretelefoner ind i.
Billeder, der underbygger historien.
Videre med inspiration kort workshop:
1. Bibliotek:
Hvordan kunne man få en museumsoplevelse på et bibliotek?
Der er måske en hylde, der hedder Aros, Moesgård museum osv. Eller den anden vej rundt, hvor man finder bøger om fx Vietnamkrigen, der informerer folk om en museumsoplevelse. Et samarbejde her imellem.
Søgedatabasen på biblioteket kunne henvise til hvilke museer, der udstiller den pågældende kunstner, man har søgt på.
Måske et internationalt samarbejde, kontakter på tværs.
And: kommer det ikke til at glide over i reklame?
Ad: jamen, der er vel mere tale om en service end reklame, da mange af de samme folk kommer på museer som biblioteker.
3. Offentlige rum
Der bliver vist en gang, og hvad der foregår inden på museet - dette kan man se udefra også.
Computerterminaler ved siden af fx en statue, der skal informere om denne.
i-phone - der registrere, det område, man bevæger sig ind på og her fortælle en historie. Hermed får man museumsoplevelsen lige ved hånden. Tidsspild fx når man cykler hjem fra skole - her få noget af vide om den gamle by og Ceres via sin telefon eller mp3 afspiller. Hente et program frivilligt. Eller få det lagt ind på sin Gps, der informerer en om, at nu nærmer man sig et historisk sted. Der er nok mange unge forældre, der ikke ved hvor fx Dybbøl mølle ligger.
Det interessante ved at have delt grupperne op efter køn er, at drengene tænker i mere tekniske løsningen, hvor pigerne tænker meget over de følelsesbetonede elementer.
Den første leg, vi leger, er inspiration cad workshop - dog i en simplificeret udgave, da det ellers, ud fra erfaringer har vist sig, at være for svært for aktørerne at finde hoved og hale i selve legen.
Vores første gruppe består af: A, An og C.
Forinden selve legen begyndelse, ligger vi ud med at spørge om deres museumsoplevelse: hvordan de har det med at tage på museum og hvorfor?
Hvad tænker I omkring museumsoplevelser?
An: forbinder museer med dem, der er meget kunstinteresseret. Hvis jeg har hørt om kunstneren før, vil jeg faktisk gerne på museum, for det kan være meget afslappende at være sådanne steder.
C: træder ind i en anden verden: det skal være noget, jeg ikke har set før
A: synes store museer er hyggelige - gider ikke dukke op i de timer, hvor der er fuldt hus. Vil gerne selv kunne gå rundt. Den spontane oplevelse er vigtig. For at få max ud af et museum, vil det kræve flere besøg, da jeg er træt efter en lille time. Museer skal være opdelte i små rum, og gerne med mulighed for at sidde ned, tænke og slappe af.
Præsentation af leg:
Først trækker I et rødt kort: teknik kort, der skal være med til at gentænke museumsoplevelsen. I skal skrive stikord ned, omkring alle de ting, I kommer i tanke om og associerer med teknikkortet.
1. Mobiltelefon:
god at have, når man bliver væk. Hvis man går og er opslugt i sin egen verden, er den god at have med.
Hvis man har haft en god oplevelse, kan man ringe/skrive til en ven og udbrede det til sit netværk.
Mms: tage et billede og sende det videre.
Inspiration - mobilen kan fungere som en notesblok
Man kan navigerer hinanden rundt og guide hinanden.
Konkurrence om, hvem der kan skabe det bedste/tage det bedste foto.
Museet kan også have dages udfordring (et billede, eller tegn - en skattejagt)
Sms-service omkring nye udstillinger.
2. videokamera
Et museum, der kun eksisterede på nettet - et virtuelt museum. Man kunne her samle flere genstande og kendte ting, der er placeret over hele verdenen, på ét sted.
Tage et billede, der skal afdække virkeligheden - fx er Mona Lisa mindre end det, man lige kunne forestille sig.
3. Nintendo-Wii.
Et spil, der har forbindelse til historie eller kunstværket.
Hvis man tager udgangspunkt i nogle berømte kunstværker - binder historie til nogle elementer, så de forbinder museet med andet end blot en kedelig lokation. Gøre udstillinger levende gennem spillet.
Man kunne også bare have spil kørende, der relaterer til udstillingen.
4. I-pod
Høretelefoner, hvor man ligger historierne ud på nettet, som man kunne downloade på nettet samtidigt med køb af billet - det ville spare en for tid på museet, og samtidigt få en forforståelse, når man går rundt der.
5.. Computer
Tage sin bærbar med ind, hvor det er muligt at hive informationer ned.
Computere kunne også stå til rådighed, så man kunne søge på selve stedet.
Ikke flere teknikkort
Nu til de blå kort - lokalitetskort, uden for museum.
1. Offentligt byrum
I København har der været out door udstillinger, hvor det er sat op et sted, hvor man ikke behøver at være stille, alvorlig eller noget. Man kan svinge forbi, lige når man har lyst.
Viva la revolution: gøglere, der går op i genbrug og den grønne linje og laver optog i byen for at gøre opmærksomme på sig selv. Et museum kunne gøre ligeledes. Dette skaber opmærksomhed. Men hvordan formidles det videre, så tilskueren ved, hvor man skal finde mere, når man kommer hjem?
Fortov: et elektronisk, hvor man har et kunstværk nede i fortovet, hvor kunstværket kunne udstilles heri. Århus vil gerne tage kunst alvorligt - man kunne for eksempel få Salling til at støtte Århus kunstmiljø og ligge elektroniske skærme ned i fortovet.
Out door bannere: med kunst i stedet for kommercialisering
2. Dagligdagsbutikker:
Købe et kunstværk på sit dankort. Man kunne også lave indpakning af maden, hvor indpakningen er et print af et værk.
Bagerne kunne køre med kunsttema - tirsdag = Mona Lisa kager. Dagligdagsbutikker kunne også have kunst hængende - enten i kurve, i loftet eller i gulvet, men man kan ikke bare hænge kunst op hvor som helst, for de skal indgå i en sammenhæng, så det ikke bare bliver ligegyldige opstillinger
3. Torv:
Igen outdoor. Eller nintendo Wii placeret på torvet - interaktion.
Men det hele handler måske mere om, at man kan relaterer sig til det - det blive uvedkommende for folk.
4. Fitness center
Når man står på en cross-træner, kunne det være interessant at få “Aros tv” ind på skærmen foran træningsudstyret. Her kunne I-podden også benyttes, da de bruger den, når de træner. MEN det skal godt nok være en god historie, før man gider dette samtidig med træningen.
Hvorfor tænker I kunstmuseum, når vi siger museer?
An: Aros er en stor del af Århus - derfor er det ofte det, man referere til. Lige nu er de naturhistoriske museer lidt out datet - derfor kunne man proppe en teknologi ind her.
A: der bliver gjort mere ud af kunstmuseer - det er mere kommercialiseret.
C: Jeg tænker mere oplevelser, som er mere fremtidsorienteret. Fx CO2 udstillingen. Noget, der er nærværende.
En god oplevelse
A: Paris - Dalí museet. Alle hans værker minder meget om hinanden - genkendelse. Vi kunne ikke finde udstillingen, det var en imidlertidig udstilling, så det var ikke noget stort rum - lyset var derfor anderledes, og stemningen var fantastisk.
An: Holocaust museet: man sidder inde i et rum, hvor de læser alle de navne op på de jøder, der mistede livet under krigen. Det tager 6-7 år inden alle navnene er læst op. Det indebærer en vis autenticitet. Det ægte - historien bag. Noget, man kan forholde sig til. Har sværere ved det æstetiske, hvor man selv skal forholde og fortolke
C: har ikke nogen
Efterfølgende taler vi om, at det er børns oplevelse, der måske skal arbejdes med, da det allerede er fra barnsben af, at man danner disse billeder af hvad et museum er.
Interview med drengene: De, Ca, Ad, Th
Dette afholdes ligeledes på handelshøjskolen
Først en kort introduktion - gentænke en museumsoplevelse.
I skal prøve at skitsere, hvordan en fremtidig oplevelse kan se ud.
Inspiration card workshop:
Teknik-kort:
1. Videokamera:
Det gode ved kamera er, at det sætter billeder på verden - sætte billedet midt på gulvet, så det bliver nemmere for de besøgende at tage billeder af ting, så billedet kan tages i flere niveauer - derved kommer der en ny måde at tage billeder på.
Man kunne forlænge dette, ved at man kunne se de billeder, man har taget inden på museet, ved direkte på museet at overføre sine billeder til en storskærm, så man kunne se dem direkte.
Hvis man skulle have museumsoplevelsen forlænget via det offentlige rum:
Et kamera, der kunne sende direkte, ude fra verden om, hvad der sker.
Webcam: man følger andre besøgende, og ser hermed, den oplevelse, der ændrer sig fra dag til dag.
Kamera kan også bruges til at vise familie og venner om ens besøg.
Museets billede og ens eget billede ved siden af: en konkurrence fra museets side af. Det kunne ligges ud på nettet og hermed forlænge oplevelsen.
2. Computer:
Man kan generere alt muligt på computere efterhånden. Man kan lade nogle terminaler stå, der fortæller en interaktiv historie omkring fx Akropolis´ historie: opbygning, nedrivning og forsøg på at bevare dette sted.
Der er formentlig mange, der ikke kan huske hvad de har taget billede af - derfor kunne det være en idé med en hjemmeside, hvor man kan søge yderligere information alt efter behov, for at underbygge egne billeder osv.
Computeren kan vise ting, man ikke kan få ud af den reelle fysiske genstand.
Ca: hvilke ting kunne gøre en museumsoplevelse bedre - information, som kunne følge en på hele ens besøg.
Nogle statistikker, der kunne underbygge ens oplevelse.
Ny Leg: Smart tool
I går rundt på museet med et smart tool, der kan ALT (visuelt, formidling osv.).
En skærm med information, der følger med en, så man selv bestemmer tempoet, og at man ikke er afhængig af en personlig omviser. Dette kunne også være en stor hjælp for handicappede. En guide, man har med sig.
En ting foran genstandende, hvor man kan plotte sin høretelefoner ind i.
Billeder, der underbygger historien.
Videre med inspiration kort workshop:
1. Bibliotek:
Hvordan kunne man få en museumsoplevelse på et bibliotek?
Der er måske en hylde, der hedder Aros, Moesgård museum osv. Eller den anden vej rundt, hvor man finder bøger om fx Vietnamkrigen, der informerer folk om en museumsoplevelse. Et samarbejde her imellem.
Søgedatabasen på biblioteket kunne henvise til hvilke museer, der udstiller den pågældende kunstner, man har søgt på.
Måske et internationalt samarbejde, kontakter på tværs.
And: kommer det ikke til at glide over i reklame?
Ad: jamen, der er vel mere tale om en service end reklame, da mange af de samme folk kommer på museer som biblioteker.
3. Offentlige rum
Der bliver vist en gang, og hvad der foregår inden på museet - dette kan man se udefra også.
Computerterminaler ved siden af fx en statue, der skal informere om denne.
i-phone - der registrere, det område, man bevæger sig ind på og her fortælle en historie. Hermed får man museumsoplevelsen lige ved hånden. Tidsspild fx når man cykler hjem fra skole - her få noget af vide om den gamle by og Ceres via sin telefon eller mp3 afspiller. Hente et program frivilligt. Eller få det lagt ind på sin Gps, der informerer en om, at nu nærmer man sig et historisk sted. Der er nok mange unge forældre, der ikke ved hvor fx Dybbøl mølle ligger.
Det interessante ved at have delt grupperne op efter køn er, at drengene tænker i mere tekniske løsningen, hvor pigerne tænker meget over de følelsesbetonede elementer.
mandag den 23. marts 2009
Designworkshop
Hvad skal der til for at en museumsoplevelse bliver god i fremtiden. Hvordan kan vi bruge det offentlige rum i forhold til at gentænke museumsoplevelsen, hvordan kan vi bruge en Ipod?
I dag afholdte gruppe to designworkshops, en bestående kun af kvinder og en bestående kun af mænd.
Der kom mange forskellige bud på, hvordan den fremtidige museumoplevelse kan gentænkes og dette lille blogindlæg har egentlig til formål, at give de deltagende mulighed for at give deres kommentar i til hvad de fik ud af workshoppen - hvilke tanker designworkshoppen har sat gang hos dem efterfølgende.
Et mere dybdegående referat af designworkshoppen, samt dokumentation kommer senere.
I dag afholdte gruppe to designworkshops, en bestående kun af kvinder og en bestående kun af mænd.
Der kom mange forskellige bud på, hvordan den fremtidige museumoplevelse kan gentænkes og dette lille blogindlæg har egentlig til formål, at give de deltagende mulighed for at give deres kommentar i til hvad de fik ud af workshoppen - hvilke tanker designworkshoppen har sat gang hos dem efterfølgende.
Et mere dybdegående referat af designworkshoppen, samt dokumentation kommer senere.
søndag den 15. marts 2009
Opsamling på prætest
Vores proces har indtil videre set ud på følgende måde:
1) Vi tog ”ud i verden” for at spørge brugerne om, hvad de tænkte om de nuværende museumsoplevelser.
2) Denne data lavede vi et nutidsscanerie over.
3) Det var først efter skabelse af nutidsscenariets, at vi mente, vi kunne formulere en realistisk vision for, hvordan vi kunne gentænke museumsoplevelsen.
4) Vi havde svært ved at finde ud af, hvordan vi skulle komme fra vision til et operativt billede på fremtidens museumsoplevelse.
5) Vi tog ud i verden for igennem designteknikker at finde ud af, hvordan brugerne forestillede sig fremtidens museumsoplevelse
6) Vi sidder nu med en masse operative billeder, hvor vi igennem en længere teoretisk diskussion skal vælge ét operativt billede ud og arbejde videre med for så at afprøve dette på brugeren igennem et mock up.
1) Vi tog ”ud i verden” for at spørge brugerne om, hvad de tænkte om de nuværende museumsoplevelser.
2) Denne data lavede vi et nutidsscanerie over.
3) Det var først efter skabelse af nutidsscenariets, at vi mente, vi kunne formulere en realistisk vision for, hvordan vi kunne gentænke museumsoplevelsen.
4) Vi havde svært ved at finde ud af, hvordan vi skulle komme fra vision til et operativt billede på fremtidens museumsoplevelse.
5) Vi tog ud i verden for igennem designteknikker at finde ud af, hvordan brugerne forestillede sig fremtidens museumsoplevelse
6) Vi sidder nu med en masse operative billeder, hvor vi igennem en længere teoretisk diskussion skal vælge ét operativt billede ud og arbejde videre med for så at afprøve dette på brugeren igennem et mock up.
lørdag den 14. marts 2009
Teknik - Præ-tests
Efter vores sidste gruppemøde blev vi enige om at indsamle mere viden og information fra vores brugere via leg – inspiration card worksshop. Inden legen dog skulle prøves af i det ”virkelige liv” afprøvede vi den på familie og venner for herved at finde ud om, om legen skulle gøres mere simpel og modificeres.
Her følger et referat fra en af vore præ-tests af legen:
Samtale:
F: Fast samling har man set, derfor er det kun særudstillingen der kan lokke.
F: Oftere udskiftning i udstillingerne.
M: Ja der er for lidt udskiftning i udstillingerne/af udstillinger – men også for meget af det samme i udstillingerne. Det bliver for massivt – for mange sanse indtryk til at man kan nå at fordøje dem på stedet. Evt. Ville mindre rum være et bud – og lade det enkelte værk komme til sin ret. Det skulle også være forbudt at lukke for mange ind.
F: Fordybelse, indre ro, skabe et mere privat rum. Dele oplevelsen med dem man følges med på museum ikke alle de andre.
M: Gør ikke noget at en udstilling er et folkeligt tilløbsstykker, bare man ikke får fornemmelsen af det. Vigtigt at bevare den ”gode” følelse af at være
F: Ønsker hele tre ting på en gang: nyhed, overraskelse og noget der rører ham.
S: Ønsker mere udstillingen sammensat som ”byggeklodser”, hvor man selv skaber oplevelsen. Vil ikke digteres og tages ved hånden i så høj grad som det er tilfældet.
F: Foreslår at den faste udstilling droppes til fordel for en masse midlertidige særudstillinger. Her kunne materiale fra museets arkiv/depot tages i brug eller man kunne forestille sig et samarbejde mellem en masse museer, der kunne sende en udstilling videre. Så kunne det primære være at samle interessante udstillinger, der kunne rejse rundt. Rotation mellem udstillingerne.
M: Kunne lade de unge kunstnere fra byen rykke ind på museet og skabe deres værker der. På denne måde kunne der skabes en dialog mellem skaber, formidler og bruger. M synes det er interessant at høre noget om de personlige fortællinger bag et værk.
M: Husker bedst de udstillinger, hvor hun på en elle randen måde selv er blevet involveret. Både som et lille rollespil (altså bliver sat ind i en historie, en sammenhæng og selv bliver deltagende) Det er dog vigtigt, pointerer hun, at man stadig har for øje hvor skellet går, så det ikke bliver for poppet. Hun bryder sig heller ikke om overdrevet involvering og refererer til en forestilling hvor publikum selv skulle være skabere og deltagere i forestillingen (som var en ballet) Dette var for grænseoverskridende til hvad der var behageligt.
M: Forestilling om museum som dybt kedeligt pga. de første oplevelser som barn. Kedelig formidling osv.
F. ”koncentratet” (dvs. Den forestilling man har af museums generelt, på baggrund af alle de museums man har besøgt, set, læst om osv.) af museum = de er konforme, ingen fornyelse, montrer og plancher. (fordommen om museet)
M, F og S tænkte alle umiddelbart på kunstmuseer da jeg spurgte dem om deres forestilling om et museum. F tænkte da jeg stillede spørgsmålet om hvilket museum de forestillede sig derefter på naturhistoriskmuseum – nærmere betegnet Moesgaard museum. Hvis jeg havde spurgt F for 15 år siden ville han med det samme have tænkt på Moesgaard. Dette skyldes deres særudstillinger på daværende tidspunkt. Han nævner hurtigt en udstilling om Amerikas historie der startede med en ”sejltur” til USA fra Europa og sluttede af med at de satte sig ind i et fly ca. 100-200 år efter. Den gang var der gode og interessante særudstillinger der virkede fornyende og dermed gjorde et besøg mere aktuelt.
Ma: Tænkte på et specifikt bymuseum, hvor man selv kunne trykke på nogle knapper.
Legen:
Mobil+arbejdsplads:
S: SMS med kunst eller værk til dig på arbejdet. En kulturel indsprøjtning i din dagligdag.
M: Selv havde lavet kunst/taget mms’er og sendte dem ind til museet. Konkurrence som motivation.
Ma: Ja eller ta’ billede af din arbejdsplads, eller hvad du foretager dig og send dem ind på museet hvor de kan være en del af en udstilling.
Ma: send sms’er ind og få information om diverse udstillinger/objekter
Ma: Bigbrother følge arbejdsplads på museet – installere en arbejdsplads som en udstilling.
F: Tilmelde sig service ved museums besøget og få efterfølgende sms’er om udstillingen. (dette kunne forlænge oplevelsen)
Printer/scanner/fax + fitnesscenter:
M: kombinere træning med oplysning (to fluer med et smæk)
F: Far sende billeder ud af fitnesscenter, men ved ikke så meget om fitnesscenter – har aldrig været der!
Blyant + busstoppested:
S: kontrolleret graffiti – selv skrive noget
Ma: Ja, ventetidsunderholdning – digital skærm, hvor man havde mulighed for at skrive/tegne/male videre på et stort kunstværk
F: ja, som en social interaktion. Selvom der nok er nogle der ikke ville tage det seriøst og skrive ”pik” eller lign., hvilket måske ville være problematisk for et værk som dette. Måske man skulle komme dette til gode og give de ventende en skærm, hvor de kunne tegne ovenpå kendte kunstværker og denne interaktion var det primære.
S: ja, et stort fælles kunstværk (relationering + indskrive sig selv på stedet/ i et kunstværk)
S: kollektiv kunst til kollektiv trafik
M: efter en periode kunne de forskellige værker (fra forskellige busstoppesteder) udstilles på museet
S: ja eller bag på busserne
Køleskab + Ikea:
Køleskabe i Ikea, hvor der var kunst inden i – ja det kunne være skide fedt. Du er jo vandt til t selv ”gå på opdagelse” i Ikea og så hvorfor ikke støde på kunsten lidt uventet. Det kunne lige pludselig være svært at se om noget var/er kunst eller om det ”bare” er noget fra Ikea. (Apropos er der for lidt kunst på toiletter rundt omkring!)
Projektor + offentligt byrum:
M: Smække kunst op i det offentlige byrum – synligt for alle.
Ma: Ja eller bare et hvidt lys, så kunne de forbipasserende selv lave skygger og ”kunst” på den måde.
M: ja eller tage et objekt og selv kunne bestemme hvor det skal stå – projektere det et andet sted hen, ind i en anden kontekst. Måske ind på museet.
M: Ja eller inspireret af batman projektøren med batman logoet, at få projekteret kunstværket op i himlen. Kunne se det i himlen ligesom fyrværkeri.
F: Så stor en projektor at alle kan se det
Ma: ja eller der kunne scanne og derefter projekteres en person op i luften eller ind på museet et museum hvor personen kunne interagere med de besøgende på museet. Forbinde museet med livet udenfor!
Nintendo wii + parkeringskælder
F: Nærmest en omvendt wii, der styrer din hånd og volá har du selv malet et meget kendt værk på væggen i parkeringskælderen.
S: Wiien har et kort du går rundt i som er museet
M: ja eller man kunne gå rundt på selve museet og evt. Spise middag med van Gogh eller besøge museet efter lukke tid hvor alle objekterne blev levende.
Her følger et referat fra en af vore præ-tests af legen:
Samtale:
F: Fast samling har man set, derfor er det kun særudstillingen der kan lokke.
F: Oftere udskiftning i udstillingerne.
M: Ja der er for lidt udskiftning i udstillingerne/af udstillinger – men også for meget af det samme i udstillingerne. Det bliver for massivt – for mange sanse indtryk til at man kan nå at fordøje dem på stedet. Evt. Ville mindre rum være et bud – og lade det enkelte værk komme til sin ret. Det skulle også være forbudt at lukke for mange ind.
F: Fordybelse, indre ro, skabe et mere privat rum. Dele oplevelsen med dem man følges med på museum ikke alle de andre.
M: Gør ikke noget at en udstilling er et folkeligt tilløbsstykker, bare man ikke får fornemmelsen af det. Vigtigt at bevare den ”gode” følelse af at være
F: Ønsker hele tre ting på en gang: nyhed, overraskelse og noget der rører ham.
S: Ønsker mere udstillingen sammensat som ”byggeklodser”, hvor man selv skaber oplevelsen. Vil ikke digteres og tages ved hånden i så høj grad som det er tilfældet.
F: Foreslår at den faste udstilling droppes til fordel for en masse midlertidige særudstillinger. Her kunne materiale fra museets arkiv/depot tages i brug eller man kunne forestille sig et samarbejde mellem en masse museer, der kunne sende en udstilling videre. Så kunne det primære være at samle interessante udstillinger, der kunne rejse rundt. Rotation mellem udstillingerne.
M: Kunne lade de unge kunstnere fra byen rykke ind på museet og skabe deres værker der. På denne måde kunne der skabes en dialog mellem skaber, formidler og bruger. M synes det er interessant at høre noget om de personlige fortællinger bag et værk.
M: Husker bedst de udstillinger, hvor hun på en elle randen måde selv er blevet involveret. Både som et lille rollespil (altså bliver sat ind i en historie, en sammenhæng og selv bliver deltagende) Det er dog vigtigt, pointerer hun, at man stadig har for øje hvor skellet går, så det ikke bliver for poppet. Hun bryder sig heller ikke om overdrevet involvering og refererer til en forestilling hvor publikum selv skulle være skabere og deltagere i forestillingen (som var en ballet) Dette var for grænseoverskridende til hvad der var behageligt.
M: Forestilling om museum som dybt kedeligt pga. de første oplevelser som barn. Kedelig formidling osv.
F. ”koncentratet” (dvs. Den forestilling man har af museums generelt, på baggrund af alle de museums man har besøgt, set, læst om osv.) af museum = de er konforme, ingen fornyelse, montrer og plancher. (fordommen om museet)
M, F og S tænkte alle umiddelbart på kunstmuseer da jeg spurgte dem om deres forestilling om et museum. F tænkte da jeg stillede spørgsmålet om hvilket museum de forestillede sig derefter på naturhistoriskmuseum – nærmere betegnet Moesgaard museum. Hvis jeg havde spurgt F for 15 år siden ville han med det samme have tænkt på Moesgaard. Dette skyldes deres særudstillinger på daværende tidspunkt. Han nævner hurtigt en udstilling om Amerikas historie der startede med en ”sejltur” til USA fra Europa og sluttede af med at de satte sig ind i et fly ca. 100-200 år efter. Den gang var der gode og interessante særudstillinger der virkede fornyende og dermed gjorde et besøg mere aktuelt.
Ma: Tænkte på et specifikt bymuseum, hvor man selv kunne trykke på nogle knapper.
Legen:
Mobil+arbejdsplads:
S: SMS med kunst eller værk til dig på arbejdet. En kulturel indsprøjtning i din dagligdag.
M: Selv havde lavet kunst/taget mms’er og sendte dem ind til museet. Konkurrence som motivation.
Ma: Ja eller ta’ billede af din arbejdsplads, eller hvad du foretager dig og send dem ind på museet hvor de kan være en del af en udstilling.
Ma: send sms’er ind og få information om diverse udstillinger/objekter
Ma: Bigbrother følge arbejdsplads på museet – installere en arbejdsplads som en udstilling.
F: Tilmelde sig service ved museums besøget og få efterfølgende sms’er om udstillingen. (dette kunne forlænge oplevelsen)
Printer/scanner/fax + fitnesscenter:
M: kombinere træning med oplysning (to fluer med et smæk)
F: Far sende billeder ud af fitnesscenter, men ved ikke så meget om fitnesscenter – har aldrig været der!
Blyant + busstoppested:
S: kontrolleret graffiti – selv skrive noget
Ma: Ja, ventetidsunderholdning – digital skærm, hvor man havde mulighed for at skrive/tegne/male videre på et stort kunstværk
F: ja, som en social interaktion. Selvom der nok er nogle der ikke ville tage det seriøst og skrive ”pik” eller lign., hvilket måske ville være problematisk for et værk som dette. Måske man skulle komme dette til gode og give de ventende en skærm, hvor de kunne tegne ovenpå kendte kunstværker og denne interaktion var det primære.
S: ja, et stort fælles kunstværk (relationering + indskrive sig selv på stedet/ i et kunstværk)
S: kollektiv kunst til kollektiv trafik
M: efter en periode kunne de forskellige værker (fra forskellige busstoppesteder) udstilles på museet
S: ja eller bag på busserne
Køleskab + Ikea:
Køleskabe i Ikea, hvor der var kunst inden i – ja det kunne være skide fedt. Du er jo vandt til t selv ”gå på opdagelse” i Ikea og så hvorfor ikke støde på kunsten lidt uventet. Det kunne lige pludselig være svært at se om noget var/er kunst eller om det ”bare” er noget fra Ikea. (Apropos er der for lidt kunst på toiletter rundt omkring!)
Projektor + offentligt byrum:
M: Smække kunst op i det offentlige byrum – synligt for alle.
Ma: Ja eller bare et hvidt lys, så kunne de forbipasserende selv lave skygger og ”kunst” på den måde.
M: ja eller tage et objekt og selv kunne bestemme hvor det skal stå – projektere det et andet sted hen, ind i en anden kontekst. Måske ind på museet.
M: Ja eller inspireret af batman projektøren med batman logoet, at få projekteret kunstværket op i himlen. Kunne se det i himlen ligesom fyrværkeri.
F: Så stor en projektor at alle kan se det
Ma: ja eller der kunne scanne og derefter projekteres en person op i luften eller ind på museet et museum hvor personen kunne interagere med de besøgende på museet. Forbinde museet med livet udenfor!
Nintendo wii + parkeringskælder
F: Nærmest en omvendt wii, der styrer din hånd og volá har du selv malet et meget kendt værk på væggen i parkeringskælderen.
S: Wiien har et kort du går rundt i som er museet
M: ja eller man kunne gå rundt på selve museet og evt. Spise middag med van Gogh eller besøge museet efter lukke tid hvor alle objekterne blev levende.
fredag den 13. marts 2009
Så blev vi enige!!
Enige – dagbog for d. 16/03-09
Efter nogle dage med frustrationer mødtes vi på ny, og det viste sig at blive en dag hvor enighed, nye idéer, motivation og forståelse atter herskede. FEDT!!!
Vi satte os sammen og startede forfra, for på denne måde at kunne danne os en fælles forståelse og kort ridse op, hvad det var, vi havde fået ud af vores undersøgelser (da dette var trådt lidt i baggrunden). Vi begyndte med at liste vores tematikker om i vores nutidsscenarie og derudover give dem en farve for henholdsvis intensivering og forbedring:
1. Tematikker i nutidsscenariet
Farven betyder Intensivering.
Farven betyder forbedres/gøres noget ved.
- Følelser - rastløshed, følelse af at tilhøre et bestemt segment, kedsomhed, frustration, stilhed/indre ro, social gruppe/samvær, uoverskueligt, oplyst, forståelse.
- Involvering/engagement – forforståelse, kropslig, interessebaseret, viden,
- Investering(negativforstået): tid(heldagsprojekt), penge,
Dernæst listede vi vision, målgruppe og operative billeder op:
2. Vision: Forbinde hverdagsliv og museumsoplevelse. Gentænke museumsoplevelsen.
3. Målgruppe/brugergruppe
(Ikke endegyldig – vi vender tilbage hertil senere)Målgruppe/brugere: Ikke dem, der i forvejen er interesseret og kommer der jævnligt, men mere Caffélatte segmentet: ressourcestærke, mulighed for at blive oplyst, en eller anden form for kulturel interesse (minus elitært), mellemlang eller videregående uddannelse (evt. også gymnasieelever).
4. Arbejde med brugernes nuværende opfattelse af Museum: museer er statisk, udvikler sig ikke; har man været der en gang, er det hele set, ikke noget formål med at komme igen, uoverskueligt, heldagsprojekt, uvedkommende, for meget af det samme.
Museer har hermed et lidt negativt image. Disse indre billeder og repræsentationer af, hvad et museumsbesøg er, kunne være spændende at arbejde videre med.
3. Operative billeder (Diskussion internt i gruppen – hvad skal disse bruges til, og hvordan skal vi opfatte processen). Vi er enige om vekselvirkningen mellem bruger-kælder-bruger-kælder-bruger. At brugerne giver os svarene er vi ligeledes enige om, men vi har forskellig opfattelse af, hvor meget vi selv må finde på, eller om vi skal lade vore brugere udvikle det for os. Hvordan løses opgaven? Hvordan løses et behov? Skal det være en specifik dims, eller kan det samme behov løses gennem en evt. installation!!
Gennem ovenstående spørgsmål finder vi dog ud af, at vi nok ikke er færdige med at spørge vores målgruppe/brugere. Dette skyldes måske ikke så meget mangel på viden fra vores side af, men mere et behov i gruppen om, at vi skal forstå vores målgruppe bedre. Vi nedfælder derfor følgende spørgsmål, som vi skal ud i ”marken” med:
1. Hvilke elementer skal en museumsoplevelse indeholde for at skabe en god oplevelse for dig?
2. Hvilken følelse vil du gerne have ved en museumsoplevelse?
3. Hvad forventer du dig af en museumsoplevelse?
4. Hvad kunne man gøre for at gøre museumsoplevelsen mere vedkommende for dig?
5. Hvis I skulle gentænke museumsoplevelsen, hvordan kunne dette så gøres?
Vi blev enige om, at disse spørgsmål skulle besvares via lege – enten nogle af de, vi blev introduceret for på teknikdagen eller egne, nye lege. Valget faldt på Inspiration Card workshop:
Spil:
Nu skal I hjælpe os med at gentænke museumsoplevelsen:
Fast kort: Museumsoplevelsen (kontekst)
En runde hvor et af hvert kort trækkes
En runde hvor alle kort er synlige og vælges efter behag/lyst
Kort:
Tematikker: rastløshed, følelse af at tilhøre et bestemt segment, kedsomhed, frustration, stilhed/indre ro, social gruppe/samvær, uoverskueligt, oplyst, forståelse, forforståelse, kropslig, interessebaseret, viden, tid(heldagsprojekt), pengeforbrug,
Teknik: blyant, mobil, rulletrappe, nintendo wii, kamera/videokamera, projektor, scanner, køleskab, jetfly, vaskemaskine, regionaltog,
Sted/lokaliteter: Offentligt byrum, din arbejdsplads, hjemme, bussen, skoven, torv, stormagasin, dagligvarebutik, bibliotek, fitnesscenter, busstoppested, kiosk, garage, parkeringskælder, Ikea, soveværelset,
Herefter kommer vi til at tale om, hvad der mon egentlig står i museumsloven – hvad er det, man forventer museer skal, kan og bør?
Museumsloven § 2:
Museum har til formål at virke forsikring af Danmarks kultur og Kulturarv, at belyse kultur, natur og kunsthistorie, at udvikle samlinger og dokumentation indenfor deres ansvarsområder. At gøre samlinger og dokumentation tilgængelig for offentligheden. Og at stille samlinger og dokumentation til rådighed for forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.
Yderligere fra wikipedia: Efter deres karakter falder museer i de tre hovedkategorier:
1)Kunstmuseum, 2)naturhistorisk og 3) kulturhistorisk
Herunder kan de kulturhistoriske museer yderligere opdeles efter emnemæssigt indhold.
Overordnet vision: Ændre imaginær repræsentation af museum.
Arbejde aktivt med de indre forestillinger for at skabe positivt billede – væk med forestillinger om heldags arrangement og støvede monterer. Skabe nyt og frisk billede. Kan der være tale om selve ordet har udtjent sin værnepligt. Skabe engagement/involvering
Vi er nu kommet ud på den anden side af vores frustrationer – vi starter på ny. Derfor laves hjemmesiden lidt om, og vi brainstormer derudover, om vi skal have et nyt navn for at understrege vores udvikling. Følgende navne dukkede op, men beslutningen er dog endnu ikke truffet:
Revitalisering Museum – muvital
Mus.um – mus.umvitalis
Muus’erne
Museum
Museal revitalisering
Muse.um/mu.esum
Efter nogle dage med frustrationer mødtes vi på ny, og det viste sig at blive en dag hvor enighed, nye idéer, motivation og forståelse atter herskede. FEDT!!!
Vi satte os sammen og startede forfra, for på denne måde at kunne danne os en fælles forståelse og kort ridse op, hvad det var, vi havde fået ud af vores undersøgelser (da dette var trådt lidt i baggrunden). Vi begyndte med at liste vores tematikker om i vores nutidsscenarie og derudover give dem en farve for henholdsvis intensivering og forbedring:
1. Tematikker i nutidsscenariet
Farven betyder Intensivering.
Farven betyder forbedres/gøres noget ved.
- Følelser - rastløshed, følelse af at tilhøre et bestemt segment, kedsomhed, frustration, stilhed/indre ro, social gruppe/samvær, uoverskueligt, oplyst, forståelse.
- Involvering/engagement – forforståelse, kropslig, interessebaseret, viden,
- Investering(negativforstået): tid(heldagsprojekt), penge,
Dernæst listede vi vision, målgruppe og operative billeder op:
2. Vision: Forbinde hverdagsliv og museumsoplevelse. Gentænke museumsoplevelsen.
3. Målgruppe/brugergruppe
(Ikke endegyldig – vi vender tilbage hertil senere)Målgruppe/brugere: Ikke dem, der i forvejen er interesseret og kommer der jævnligt, men mere Caffélatte segmentet: ressourcestærke, mulighed for at blive oplyst, en eller anden form for kulturel interesse (minus elitært), mellemlang eller videregående uddannelse (evt. også gymnasieelever).
4. Arbejde med brugernes nuværende opfattelse af Museum: museer er statisk, udvikler sig ikke; har man været der en gang, er det hele set, ikke noget formål med at komme igen, uoverskueligt, heldagsprojekt, uvedkommende, for meget af det samme.
Museer har hermed et lidt negativt image. Disse indre billeder og repræsentationer af, hvad et museumsbesøg er, kunne være spændende at arbejde videre med.
3. Operative billeder (Diskussion internt i gruppen – hvad skal disse bruges til, og hvordan skal vi opfatte processen). Vi er enige om vekselvirkningen mellem bruger-kælder-bruger-kælder-bruger. At brugerne giver os svarene er vi ligeledes enige om, men vi har forskellig opfattelse af, hvor meget vi selv må finde på, eller om vi skal lade vore brugere udvikle det for os. Hvordan løses opgaven? Hvordan løses et behov? Skal det være en specifik dims, eller kan det samme behov løses gennem en evt. installation!!
Gennem ovenstående spørgsmål finder vi dog ud af, at vi nok ikke er færdige med at spørge vores målgruppe/brugere. Dette skyldes måske ikke så meget mangel på viden fra vores side af, men mere et behov i gruppen om, at vi skal forstå vores målgruppe bedre. Vi nedfælder derfor følgende spørgsmål, som vi skal ud i ”marken” med:
1. Hvilke elementer skal en museumsoplevelse indeholde for at skabe en god oplevelse for dig?
2. Hvilken følelse vil du gerne have ved en museumsoplevelse?
3. Hvad forventer du dig af en museumsoplevelse?
4. Hvad kunne man gøre for at gøre museumsoplevelsen mere vedkommende for dig?
5. Hvis I skulle gentænke museumsoplevelsen, hvordan kunne dette så gøres?
Vi blev enige om, at disse spørgsmål skulle besvares via lege – enten nogle af de, vi blev introduceret for på teknikdagen eller egne, nye lege. Valget faldt på Inspiration Card workshop:
Spil:
Nu skal I hjælpe os med at gentænke museumsoplevelsen:
Fast kort: Museumsoplevelsen (kontekst)
En runde hvor et af hvert kort trækkes
En runde hvor alle kort er synlige og vælges efter behag/lyst
Kort:
Tematikker: rastløshed, følelse af at tilhøre et bestemt segment, kedsomhed, frustration, stilhed/indre ro, social gruppe/samvær, uoverskueligt, oplyst, forståelse, forforståelse, kropslig, interessebaseret, viden, tid(heldagsprojekt), pengeforbrug,
Teknik: blyant, mobil, rulletrappe, nintendo wii, kamera/videokamera, projektor, scanner, køleskab, jetfly, vaskemaskine, regionaltog,
Sted/lokaliteter: Offentligt byrum, din arbejdsplads, hjemme, bussen, skoven, torv, stormagasin, dagligvarebutik, bibliotek, fitnesscenter, busstoppested, kiosk, garage, parkeringskælder, Ikea, soveværelset,
Herefter kommer vi til at tale om, hvad der mon egentlig står i museumsloven – hvad er det, man forventer museer skal, kan og bør?
Museumsloven § 2:
Museum har til formål at virke forsikring af Danmarks kultur og Kulturarv, at belyse kultur, natur og kunsthistorie, at udvikle samlinger og dokumentation indenfor deres ansvarsområder. At gøre samlinger og dokumentation tilgængelig for offentligheden. Og at stille samlinger og dokumentation til rådighed for forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.
Yderligere fra wikipedia: Efter deres karakter falder museer i de tre hovedkategorier:
1)Kunstmuseum, 2)naturhistorisk og 3) kulturhistorisk
Herunder kan de kulturhistoriske museer yderligere opdeles efter emnemæssigt indhold.
Overordnet vision: Ændre imaginær repræsentation af museum.
Arbejde aktivt med de indre forestillinger for at skabe positivt billede – væk med forestillinger om heldags arrangement og støvede monterer. Skabe nyt og frisk billede. Kan der være tale om selve ordet har udtjent sin værnepligt. Skabe engagement/involvering
Vi er nu kommet ud på den anden side af vores frustrationer – vi starter på ny. Derfor laves hjemmesiden lidt om, og vi brainstormer derudover, om vi skal have et nyt navn for at understrege vores udvikling. Følgende navne dukkede op, men beslutningen er dog endnu ikke truffet:
Revitalisering Museum – muvital
Mus.um – mus.umvitalis
Muus’erne
Museum
Museal revitalisering
Muse.um/mu.esum
onsdag den 11. marts 2009
Frustration
Igennem vores indsamling af viden og interviews har vi fåret indblik i, hvilke tanker og hvilket syn der eksisterer omkring det, at gå på museum. Vi har haft fokus på at lave og udforme et godt nutidsscenarie – et nutidsscenarie, som indeholder de kriterier, Caroll opstiller.
Vi synes selv, at vi har været godt omkring i forsøg på at lære vores brugere at kende og herudfra fået opstillet et scenarie. Nu skal vi til at kigge fremad og komme videre. Beslutninger skal træffes, og vi har været nødt til at se hinanden dybt i øjnene og være ærlige. For selvom vi elsker at befinde os i dette ”open space”, hvor ingen begrænsninger synes at være til stede, og hvor alt stadig er muligt, har vi nu indset, at det er nødvendigt at fastlægge én vision og arbejde ud fra denne, samt blive enige om, hvor vi gerne vil ende i forhold til, hvad dette designprojekt skal indeholde.
Før, under og efter vores evaluering med vores underviser, Ditte Basballe, blev vore tanker, omkring hvad projektet kunne munde ud i, vendt. Herved fandt vi hurtigt ud af, hvordan vores tværfaglige baggrund spiller en stor rolle i forhold til forståelsen af projektet – hvad menes der med design, teknologi og hvor ser vi gerne, vores projekt ende? For første gang oplevede vi, hvordan vores tværfaglige sammensætning udmøntede sig i frustrationer over ikke at kunne skabe et fælles billede for, hvad vi ønskede med projektet:
”Det er ikke nemt at sidde fast. Hvordan kommer vi videre? Vi er jo tre tøser, der helst ikke vil såre hinanden, men vi synes nu også, vi har været gode til både at give udtryk for vores faglige synspunkter og samtidig respekterer de andres. Men hvorfor er det så svært denne gang?”
Vi blev nødt til at tage hjem og tænke over, hvordan vi bedst kunne træffe beslutninger i gruppen.
De efterfølgende afsnit vil beskrive, hvordan vi hver især oplevede vores diskussioner og de medfølgende frustrationer:
STINE:
To skridt frem, og et tilbage.... tre skridt frem og syv tilbage....”hvis nu vi leger en leg......... Okay, men jeg forstår altså ikke de der operative billeder.”
Jeg befinder mig på en tværfaglig uddannelse, i en tværfaglig gruppe. Jeg befinder mig på en uddannelse, hvor undervisningsformen, forståelsesrammen og resultatsøgningen er helt anderledes, end den undervisnings – og eksamensform jeg har mødt de sidste tre år på min bachelor i Erhvervssprog engelsk og virksomhedskommunikation på ASB. Jeg har ikke læst HA almen, hvor resultatet ofte understreges med to streger, men jeg har læst erhvervssprog engelsk og virksomhedskommunikation på en erhvervsrettet skole, hvor virkeligheden og casearbejde er blevet bragt ind i klasselokalet fra første skoledag. Vi er blevet introduceret for de nyeste teorier, fordi de har svaret på, hvordan man skal gribe virkeligheden an, og alle andre tidligere teorier har vi ikke skulle bruge meget tid på – de var jo allerede forældet i forhold til samfundsudviklingen.
I gruppen har vi i løbet af den sidste uge skulle træffe nogle beslutninger, som har været undervejs længe. Vi har skulle finde et fokus i forhold til at lede vores designprojekt i en retning, som vi alle kunne følge og være med på.
Den første dag, hvor vi tog hul på diskussionen, blev vores umiddelbare tanker omkring designprocessen og selve designproduktet meldt ud. Vi diskuterede frem og tilbage i lang tid. Hovedsageligt prøvede Rebekka og jeg at forstå hinanden. Alexia kunne høre, at vi faktisk befandt os på sammen sted, men at vi ikke var så gode til at kommunikere det til hinanden. Vi endte med at blive enige om, at vi alle havde brug for en eftermiddag og aften til at tænke over alt det, vi havde diskuteret.
Jeg tog løbetøjet på, da jeg kom hjem, og løb væk. Væk så jeg kunne få ro til at tænke, og finde frem til, hvorfor jeg ikke er god til at kommunikere. Jeg har jo læst kommunikation og skrevet bacheloropgave om politisk kommunikation og formidling. Jeg burde jo være en rimelig kommunikator. Skyldes min mangel på god kommunikation at jeg er stædig, at jeg med mit kropssprog signalerer, at jeg er sur, eller at jeg pakker tingene ind på bedste Magrethe Vesterager vis? Hvorfor er det, at jeg i denne gruppe, som har lært mig at kende gennem de sidste 6 måneder, stadig ikke forstår at kommunikere klart og forståeligt? Ingen tvivl om, at en tværfaglig uddannelse og en tværfaglig sammensætning af folk, også er en udfordring i forhold til at blive forstået rigtig.
Men jeg måtte indrømme over for mig selv, at jeg med min baggrund har svært ved at acceptere, at vi som studerende i et designprojekt må træffe nogle beslutninger uden om brugeren. Den tradition jeg er blevet opdraget i er, at brugeren altid har ret. Vi som studerende ved intet – det er brugerne, der er eksperterne. De har nogle behov, som vi skal tilfredsstille ud fra de teoretiske værktøjer, vi stifter bekendtskab med. Det er lige før janteloven har sneget sig ind her.
Jeg har ligeledes haft svært ved at tænke i æstetiske og mere kreative løsninger i forhold til designprojektet.
Selvom Rebekka og jeg har haft vores diskussioner, fordi vi kommer fra to helt forskellige verdener, oplever jeg for første gang i min skoletid en kæmpe forståelse for min forståelsesramme og min baggrund. Vi prøver at møde hinanden, og min ofte stilhed under diskussionerne bliver ikke tolket, som om jeg er tvær, men som at jeg tænker og prøver at hitte ud af det hele. Og netop denne forståelse for mit væsen fra min gruppe, Alexia og Rebekka, føles som den største lettelse for mig, midt i al denne frustration!
REBEKKA:
Vi var efterhånden kommet til et punkt i vores proces, hvor vi skulle til at blive konkrete og træffe en masse vigtige beslutninger, for at vi kunne finde en fælles vej, vi ville gå i forhold til vores designprojekt og produkt. Vi havde befundet os rigtig godt i ”det åbne rum”, hvor alt stadig var muligt, og vi hver især kunne arbejde ud fra de individuelle billeder, vi havde for resten af processen og det færdige produkt. Disse individuelle opfattelser, indre forestillinger og ideer skulle på en eller anden måde ensrettet, for at vi kunne arbejde på samme projekt. For at vi kunne dette, var der meget, vi skulle have diskuteret. Vi skulle finde ud af, hvilke holdninger og forståelser vi hver især havde i forhold til resten af processen, samt vi skulle blive enige om, hvad det næste skridt skulle være i forsøget på at blive mere konkrete. Denne diskussion havde ligget og ulmet nogle dage, ja faktisk helt siden start, hvor vi skulle komme med de første spæde forsøg på at finde en fælles vision og dertilhørende operative billeder. Vi havde dengang, og siden hen, udskudt diskussionen, da vi havde på fornemmelsen, at den kunne blive meget vanskelig for os at komme igennem. Især havde jeg på fornemmelsen, at Stine og jeg selv måske ikke delte helt samme opfattelse af, hverken i forhold til hvordan processen skulle gribes an, eller hvad et konkret produkt kan udmunde sig i.
Stine startede den famøse diskussion med at melde ud, at hun ønskede et produkt, der dækker et specifikt behov, og at hun ikke så noget, der er udformet kulturelt eller kunstnerisk kunne gøre dette. Dette var jeg (selvfølgelig, på baggrund af min grundfaglighed som kunsthistoriker og begivenhedskultur) helt uforstående overfor og argumenterede med store armbevægelser, hvordan dette selvfølgelig sagtens kunne lade sig gøre. – Vi mente tydeligvis noget helt forskelligt med ordet kunst og behov og med, hvordan et sådan kan opfyldes, og misforstod måske hinanden på skift?? Vi befandt os med andre ord ”fanget i den store tværfaglige saks”. Hvordan kunne vi mødes og ikke mindst forklare, hvad vi mente, når vi ikke talte samme sprog? Dette var frustrerende for os begge at mærke, at vi ikke kunne kommunikere – det føltes som at tale to forskellige sporg!! Hvad mente Stine med behov og brugerinvolvering i forhold til mig selv? Vi var tydeligvis enige om, at vi skal inddrage brugerne i udviklingen – hele vejen igennem - men designeren har vel også et eller andet at kunne bidrage med – hvad er ellers vores rolle, hvis vi ”bare” skal gå ud og udvikle en ”dimse-dut”, der lige præcis dækker det behov, vores brugere siger, de har. Kan vi ikke som designere rykke brugeren længere, end de måske selv ved eller dække deres behov på en anderledes måde, end de måske selv har fantasi til? Og hvorfor kunne vi ikke bare prøve at lave nogle operative billeder og dermed få visualiseret, hvad vi hver især synes, i et forsøg på at kunne mødes? Her var vi uenige hvorfor også innovationsaspektet blev vendt endnu engang. Frustrationen bundede for mit vedkommende også i, at vores uenigheder måske satte en stopper for vores glæde og udbytte af projektet. Kunne vi få mulighed for at udvikle ideer eller koncepter som også jeg fandt tiltalende og kreative og kunne føle for? Kunne Stine lige så. Hvordan kunne alle blive tilfredse? Et kompromis skulle selvfølgelig findes, men bundede denne uenighed i virkeligheden ikke i noget meget større end bare dette projekt – måske i to forskellige verdensopfattelser?? I stedet for at tale om projektet og de frustrationer dette bar med sig, valgte vi at tale om, hvor disse frustrationer i virkeligheden kunne stamme fra; Vores forskellige grundfagligheder. Jeg er vandt til, at verden er åben og ”alt” er muligt afhængig af hvorfra det anskues. Stine derimod, har jeg på fornemmelsen, kommer fra en verden, hvor der kan sættes to streger under et resultat, og hvor der er en ”korrekt vej” der skal følges, og som ikke er til diskussion. Vi blev enige om, at vi ikke ville se denne forskellighed som en svaghed for gruppen, og at det vigtigste skulle være at alle følte de var med i projektet og kunne relatere til det – det skulle være vores alles hjertebarn, og ingen skulle køres ud på et sidespor. Vi ville derfor se vores uenigheder som en positiv ting og et evt. kompromis eller løsning, der kunne indeholde os alle tre måtte blive en god og kreativ løsning.
ALEXIA:
Stilhed før stormen – noget var under opsejling. Vi havde i alt for lang tid bevæget os rundt om den varme grød, men nu var tiden kommet til at tage fat på den ventede problemstilling. Kortene måtte lægges på bordet og diskussionen var nødvendig at tage. Efter som vores gruppe er meget tværfaglig har vi fra sidste semester erfaret, at der kan komme misforståelser og diskussioner undervejs, og dette var også tilfældet nu. Stine og Rebekka er utrolig forskellige i deres fremgangsmåde og anskuelse af ting. Vi har hidtil blot set dette som en styrke, men den diskussion, der ventede, trak virkelig tænder ud, da det ikke var nok blot at have en hurtig samtale om tingene, men at en grundlæggende forståelse af faget, studiet, teknologi, æstetik osv. skulle diskuteres, før alle havde nogenlunde samme udgangspunkt. Diskussionen var meget omfattende, hvilket jeg fandt vildt frustrerende. Diskussioner skal til, da det er herigennem, vi virkelig lærer at forstå hinanden og processen, men vi sad også i en situation, hvor beslutningerne snart skulle træffes, hvorfor tiden var knap. Efter et par timer med diskussion og frustration blev vi dog enige om, hver især at tage hjem om få klaret tankerne til næste dag.
Stine og Rebekka var frustrerede over, at de ikke kunne nå til enighed – at de ikke talte samme sprog, og jeg var frustrerede over, at de ikke kunne forstå hinanden, selvom de faktisk på en del punkter lød til at være enige, hvilket jeg prøvede at forklare dem.
Diskussionen tog lang tid, men set i bakspejlet, ville jeg ikke have været foruden. Min motivation kom dog til at lide under denne diskussion – jeg følte mig kastet ti skridt tilbage, da vi i noget tid ikke var kommet videre. Og dog, vi kom langt – vi lærte hinanden at kende på ny, vores grænser og måder at søge kompromisser på, hvilket vel også er en vigtig del af vores proces?!
”Det er igennem disse perioder med frustrationer, at vi lærer noget.”
Vi synes selv, at vi har været godt omkring i forsøg på at lære vores brugere at kende og herudfra fået opstillet et scenarie. Nu skal vi til at kigge fremad og komme videre. Beslutninger skal træffes, og vi har været nødt til at se hinanden dybt i øjnene og være ærlige. For selvom vi elsker at befinde os i dette ”open space”, hvor ingen begrænsninger synes at være til stede, og hvor alt stadig er muligt, har vi nu indset, at det er nødvendigt at fastlægge én vision og arbejde ud fra denne, samt blive enige om, hvor vi gerne vil ende i forhold til, hvad dette designprojekt skal indeholde.
Før, under og efter vores evaluering med vores underviser, Ditte Basballe, blev vore tanker, omkring hvad projektet kunne munde ud i, vendt. Herved fandt vi hurtigt ud af, hvordan vores tværfaglige baggrund spiller en stor rolle i forhold til forståelsen af projektet – hvad menes der med design, teknologi og hvor ser vi gerne, vores projekt ende? For første gang oplevede vi, hvordan vores tværfaglige sammensætning udmøntede sig i frustrationer over ikke at kunne skabe et fælles billede for, hvad vi ønskede med projektet:
”Det er ikke nemt at sidde fast. Hvordan kommer vi videre? Vi er jo tre tøser, der helst ikke vil såre hinanden, men vi synes nu også, vi har været gode til både at give udtryk for vores faglige synspunkter og samtidig respekterer de andres. Men hvorfor er det så svært denne gang?”
Vi blev nødt til at tage hjem og tænke over, hvordan vi bedst kunne træffe beslutninger i gruppen.
De efterfølgende afsnit vil beskrive, hvordan vi hver især oplevede vores diskussioner og de medfølgende frustrationer:
STINE:
To skridt frem, og et tilbage.... tre skridt frem og syv tilbage....”hvis nu vi leger en leg......... Okay, men jeg forstår altså ikke de der operative billeder.”
Jeg befinder mig på en tværfaglig uddannelse, i en tværfaglig gruppe. Jeg befinder mig på en uddannelse, hvor undervisningsformen, forståelsesrammen og resultatsøgningen er helt anderledes, end den undervisnings – og eksamensform jeg har mødt de sidste tre år på min bachelor i Erhvervssprog engelsk og virksomhedskommunikation på ASB. Jeg har ikke læst HA almen, hvor resultatet ofte understreges med to streger, men jeg har læst erhvervssprog engelsk og virksomhedskommunikation på en erhvervsrettet skole, hvor virkeligheden og casearbejde er blevet bragt ind i klasselokalet fra første skoledag. Vi er blevet introduceret for de nyeste teorier, fordi de har svaret på, hvordan man skal gribe virkeligheden an, og alle andre tidligere teorier har vi ikke skulle bruge meget tid på – de var jo allerede forældet i forhold til samfundsudviklingen.
I gruppen har vi i løbet af den sidste uge skulle træffe nogle beslutninger, som har været undervejs længe. Vi har skulle finde et fokus i forhold til at lede vores designprojekt i en retning, som vi alle kunne følge og være med på.
Den første dag, hvor vi tog hul på diskussionen, blev vores umiddelbare tanker omkring designprocessen og selve designproduktet meldt ud. Vi diskuterede frem og tilbage i lang tid. Hovedsageligt prøvede Rebekka og jeg at forstå hinanden. Alexia kunne høre, at vi faktisk befandt os på sammen sted, men at vi ikke var så gode til at kommunikere det til hinanden. Vi endte med at blive enige om, at vi alle havde brug for en eftermiddag og aften til at tænke over alt det, vi havde diskuteret.
Jeg tog løbetøjet på, da jeg kom hjem, og løb væk. Væk så jeg kunne få ro til at tænke, og finde frem til, hvorfor jeg ikke er god til at kommunikere. Jeg har jo læst kommunikation og skrevet bacheloropgave om politisk kommunikation og formidling. Jeg burde jo være en rimelig kommunikator. Skyldes min mangel på god kommunikation at jeg er stædig, at jeg med mit kropssprog signalerer, at jeg er sur, eller at jeg pakker tingene ind på bedste Magrethe Vesterager vis? Hvorfor er det, at jeg i denne gruppe, som har lært mig at kende gennem de sidste 6 måneder, stadig ikke forstår at kommunikere klart og forståeligt? Ingen tvivl om, at en tværfaglig uddannelse og en tværfaglig sammensætning af folk, også er en udfordring i forhold til at blive forstået rigtig.
Men jeg måtte indrømme over for mig selv, at jeg med min baggrund har svært ved at acceptere, at vi som studerende i et designprojekt må træffe nogle beslutninger uden om brugeren. Den tradition jeg er blevet opdraget i er, at brugeren altid har ret. Vi som studerende ved intet – det er brugerne, der er eksperterne. De har nogle behov, som vi skal tilfredsstille ud fra de teoretiske værktøjer, vi stifter bekendtskab med. Det er lige før janteloven har sneget sig ind her.
Jeg har ligeledes haft svært ved at tænke i æstetiske og mere kreative løsninger i forhold til designprojektet.
Selvom Rebekka og jeg har haft vores diskussioner, fordi vi kommer fra to helt forskellige verdener, oplever jeg for første gang i min skoletid en kæmpe forståelse for min forståelsesramme og min baggrund. Vi prøver at møde hinanden, og min ofte stilhed under diskussionerne bliver ikke tolket, som om jeg er tvær, men som at jeg tænker og prøver at hitte ud af det hele. Og netop denne forståelse for mit væsen fra min gruppe, Alexia og Rebekka, føles som den største lettelse for mig, midt i al denne frustration!
REBEKKA:
Vi var efterhånden kommet til et punkt i vores proces, hvor vi skulle til at blive konkrete og træffe en masse vigtige beslutninger, for at vi kunne finde en fælles vej, vi ville gå i forhold til vores designprojekt og produkt. Vi havde befundet os rigtig godt i ”det åbne rum”, hvor alt stadig var muligt, og vi hver især kunne arbejde ud fra de individuelle billeder, vi havde for resten af processen og det færdige produkt. Disse individuelle opfattelser, indre forestillinger og ideer skulle på en eller anden måde ensrettet, for at vi kunne arbejde på samme projekt. For at vi kunne dette, var der meget, vi skulle have diskuteret. Vi skulle finde ud af, hvilke holdninger og forståelser vi hver især havde i forhold til resten af processen, samt vi skulle blive enige om, hvad det næste skridt skulle være i forsøget på at blive mere konkrete. Denne diskussion havde ligget og ulmet nogle dage, ja faktisk helt siden start, hvor vi skulle komme med de første spæde forsøg på at finde en fælles vision og dertilhørende operative billeder. Vi havde dengang, og siden hen, udskudt diskussionen, da vi havde på fornemmelsen, at den kunne blive meget vanskelig for os at komme igennem. Især havde jeg på fornemmelsen, at Stine og jeg selv måske ikke delte helt samme opfattelse af, hverken i forhold til hvordan processen skulle gribes an, eller hvad et konkret produkt kan udmunde sig i.
Stine startede den famøse diskussion med at melde ud, at hun ønskede et produkt, der dækker et specifikt behov, og at hun ikke så noget, der er udformet kulturelt eller kunstnerisk kunne gøre dette. Dette var jeg (selvfølgelig, på baggrund af min grundfaglighed som kunsthistoriker og begivenhedskultur) helt uforstående overfor og argumenterede med store armbevægelser, hvordan dette selvfølgelig sagtens kunne lade sig gøre. – Vi mente tydeligvis noget helt forskelligt med ordet kunst og behov og med, hvordan et sådan kan opfyldes, og misforstod måske hinanden på skift?? Vi befandt os med andre ord ”fanget i den store tværfaglige saks”. Hvordan kunne vi mødes og ikke mindst forklare, hvad vi mente, når vi ikke talte samme sprog? Dette var frustrerende for os begge at mærke, at vi ikke kunne kommunikere – det føltes som at tale to forskellige sporg!! Hvad mente Stine med behov og brugerinvolvering i forhold til mig selv? Vi var tydeligvis enige om, at vi skal inddrage brugerne i udviklingen – hele vejen igennem - men designeren har vel også et eller andet at kunne bidrage med – hvad er ellers vores rolle, hvis vi ”bare” skal gå ud og udvikle en ”dimse-dut”, der lige præcis dækker det behov, vores brugere siger, de har. Kan vi ikke som designere rykke brugeren længere, end de måske selv ved eller dække deres behov på en anderledes måde, end de måske selv har fantasi til? Og hvorfor kunne vi ikke bare prøve at lave nogle operative billeder og dermed få visualiseret, hvad vi hver især synes, i et forsøg på at kunne mødes? Her var vi uenige hvorfor også innovationsaspektet blev vendt endnu engang. Frustrationen bundede for mit vedkommende også i, at vores uenigheder måske satte en stopper for vores glæde og udbytte af projektet. Kunne vi få mulighed for at udvikle ideer eller koncepter som også jeg fandt tiltalende og kreative og kunne føle for? Kunne Stine lige så. Hvordan kunne alle blive tilfredse? Et kompromis skulle selvfølgelig findes, men bundede denne uenighed i virkeligheden ikke i noget meget større end bare dette projekt – måske i to forskellige verdensopfattelser?? I stedet for at tale om projektet og de frustrationer dette bar med sig, valgte vi at tale om, hvor disse frustrationer i virkeligheden kunne stamme fra; Vores forskellige grundfagligheder. Jeg er vandt til, at verden er åben og ”alt” er muligt afhængig af hvorfra det anskues. Stine derimod, har jeg på fornemmelsen, kommer fra en verden, hvor der kan sættes to streger under et resultat, og hvor der er en ”korrekt vej” der skal følges, og som ikke er til diskussion. Vi blev enige om, at vi ikke ville se denne forskellighed som en svaghed for gruppen, og at det vigtigste skulle være at alle følte de var med i projektet og kunne relatere til det – det skulle være vores alles hjertebarn, og ingen skulle køres ud på et sidespor. Vi ville derfor se vores uenigheder som en positiv ting og et evt. kompromis eller løsning, der kunne indeholde os alle tre måtte blive en god og kreativ løsning.
ALEXIA:
Stilhed før stormen – noget var under opsejling. Vi havde i alt for lang tid bevæget os rundt om den varme grød, men nu var tiden kommet til at tage fat på den ventede problemstilling. Kortene måtte lægges på bordet og diskussionen var nødvendig at tage. Efter som vores gruppe er meget tværfaglig har vi fra sidste semester erfaret, at der kan komme misforståelser og diskussioner undervejs, og dette var også tilfældet nu. Stine og Rebekka er utrolig forskellige i deres fremgangsmåde og anskuelse af ting. Vi har hidtil blot set dette som en styrke, men den diskussion, der ventede, trak virkelig tænder ud, da det ikke var nok blot at have en hurtig samtale om tingene, men at en grundlæggende forståelse af faget, studiet, teknologi, æstetik osv. skulle diskuteres, før alle havde nogenlunde samme udgangspunkt. Diskussionen var meget omfattende, hvilket jeg fandt vildt frustrerende. Diskussioner skal til, da det er herigennem, vi virkelig lærer at forstå hinanden og processen, men vi sad også i en situation, hvor beslutningerne snart skulle træffes, hvorfor tiden var knap. Efter et par timer med diskussion og frustration blev vi dog enige om, hver især at tage hjem om få klaret tankerne til næste dag.
Stine og Rebekka var frustrerede over, at de ikke kunne nå til enighed – at de ikke talte samme sprog, og jeg var frustrerede over, at de ikke kunne forstå hinanden, selvom de faktisk på en del punkter lød til at være enige, hvilket jeg prøvede at forklare dem.
Diskussionen tog lang tid, men set i bakspejlet, ville jeg ikke have været foruden. Min motivation kom dog til at lide under denne diskussion – jeg følte mig kastet ti skridt tilbage, da vi i noget tid ikke var kommet videre. Og dog, vi kom langt – vi lærte hinanden at kende på ny, vores grænser og måder at søge kompromisser på, hvilket vel også er en vigtig del af vores proces?!
”Det er igennem disse perioder med frustrationer, at vi lærer noget.”
Opdatering
Efter undervisningen den 4/3 2009, blev vi opmærksomme på at vi manglede at ekspliciterer de tematikker vi havde fundet ved vores undersøgelse af museumsoplevelsen
De fundne tematikker er:
Tematik 1) Nogle museumsgæster føler sig som en del af en bestemt gruppe – som en del af et kulturelt interesseret segment – Dette betyder at museumsgæsten føler sig bedre tilpas og mere værd.
Tematik 2) Museer virker ofte for store, hvilket medvirker til at museumsgæsten føler at han eller hun skal nå rigtig meget for at få fuld valuta for pengene – det at gå på museum bliver et uoverskueligt projekt, og museumsgæsten får en følelse af rastløshed
Tematik 3) Hvis man ikke selv er opsøgende omkring de forskellige udstillinger på museerne, betyder det, at det er svært at engagere sig og have interesse for udstillingen når forforståelsen for det udstillede mangler.
Tematik 4) Det virker engagerende på museumsgæsten, når gæsten selv bliver involveret, enten kropsligt eller følelsesmæssigt
Tematik 2) Museer virker ofte for store, hvilket medvirker til at museumsgæsten føler at han eller hun skal nå rigtig meget for at få fuld valuta for pengene – det at gå på museum bliver et uoverskueligt projekt, og museumsgæsten får en følelse af rastløshed
Tematik 3) Hvis man ikke selv er opsøgende omkring de forskellige udstillinger på museerne, betyder det, at det er svært at engagere sig og have interesse for udstillingen når forforståelsen for det udstillede mangler.
Tematik 4) Det virker engagerende på museumsgæsten, når gæsten selv bliver involveret, enten kropsligt eller følelsesmæssigt
søndag den 1. marts 2009
Aflevering 1 - Nutidsscenarie
Tanker omkring udformningen af nutidsscenariet
Kan man overhovedet visualisere en oplevelse i et nutidsscenarie
Hvordan visualiserer man en museumsoplevelse? Er en museumsoplevelse i bund og grund ikke de følelser, mennesker bærer rundt på, når de oplever et museum? Kan en oplevelse overhovedet beskrives i et nutidsscenarie, hvis de skal kunne følge de fire kriterier, setting, actor, goal og plot John M. Carol fremstiller i sin tekst ”Five Reasons for Scenario-Based Design” (1999)? Diskussionen i gruppen har flere gange omhandlet, hvorvidt det overhovedet er muligt at møde disse kriterier for hvad et scenarie skal indeholde, når omdrejningspunktet for dette projekt er en oplevelse, og dermed den/de følelse(r) museumsgæsten har i forbindelse med et museumsbesøg.
Hvad foregår der i felten
Vi brugte lang tid på at diskutre, hvordan vi skulle tilegne os viden omkring, hvad en museumsoplevelse er. Skulle vi tale med en række museumsdirektører og indhente data omkring besøgstallene på de forskellige danske museer? Skulle vi indsamle ekspertinterview og i så fald, hvem var vores eksperter? Var det i dette tilfælde egentligt ikke museumsgæsterne?
Vigtig for os var at holde fast i, at et scenarie er baseret på menneskers fortællinger (Carol 1999). Vi valgte derfor at basere vores etnografiske undersøgelse på menneskers fortællinger om en eller flere museumsoplevelser, for at danne os et billede af, hvad der blev tænkt og følt, når man gik på museum.
Vores indledende spørgsmål til dem, vi interviewede, var altid, hvad de tænkte, når vi sagde ”museumsoplevelse.” Snakken omkring dette emne foregik på forskellige steder på forskellige tidspunkter; en snak med familien over morgenmaden, en snak over en fødselsdagsmiddag med vennerne, en snak med kærester. Ingen af interviewene blev optaget, eller nedskrevet ordret. Overvejelser omkring hvorvidt vi skulle optage det sagte på diktafon, var blevet gjort inden vi gik ud i felten. Vi ønskede at folk skulle kunne snakke frit fra leveren, fordi dette emne netop omhandlede de følelser, man havde, når man gik på museum. Det ville måske også være svært at sige, at man ikke var så ”kultiveret” som alle andre, hvis man vidste det blev dokumenteret på bånd. Denne antagelse fik vi senere bekræftet, da vi spurgte en af de interviewede, hvad det ville have betydet, hvis vi havde optaget hele samtalen på bånd. Den interviewede ville muligvis ikke have svaret, som han gjorde, fordi han ville tænke over, at det sagte blev optaget for netop at blive brugt som bevismateriale i en undersøgelsessammenhæng. Senere talte vi om, hvorvidt det ville være muligt at optage samtaler uden at informerer folk om det for inden, for så først bagefter at få folks godkendelse til at bruge materialet. Men ville denne interviewform svække tilliden til os som designere?
”Hvad nu hvis et nutidsscenarie var et....”
Efter vi havde indsamlet alt vores viden bestod, stod vi igen med spørgsmålet om, hvordan vi skulle visualiserer den tilegnet viden i et nutidsscenarie. Vi kastede bolden op i luften, der blev brainstormet, men det virkede som om vi hver gang stødte på nogle bump, som forhindrede os i, at færdiggøre vores tanker om at visualisere et nutidsscanarie. Måtte mutidsscanariet være en Schweizerkniv, måtte der blive lagt en forklarende tekst ind på nutidsscenariet, måtte der være skuespillere med?
Vi sad fast! Vi fortvivlede ikke længe, for hurtigt huskede Rebekka på en designleg fra undervisningen ved navnet ”hvad nu hvis”. Vi begyndte at lege med alle mulige tanker om, hvad vores nutidsscenarie kunne være....”Hvad nu hvis vores nutidscenarie var en opskrift”
Opskrift på Nutidens Museumsoplevelse
Forberedelse og tilberedning: Tid: timer (indsæt selv) Varierer fra gang til gang, men tager sædvanligt længere tid end det, du selv regner med.
1 – flere museumsgæster
1 ofte manglende parkeringsplads
1 stor del hvide, store, stille rum
1 stor del glasmontre
117 gentagelser
1 god skvat ondt i benene
1 knivspids interaktion
1 dyr billet
1 særudstilling
Fremgangsmåde:
Rør en manglende parkeringsplads sammen med en dyr billet.
Bland store, hvide, stille rum, med glasmontre, ondt i benene og gentagelserne og du får massen af kedsomhed. For at pifte kedsomheden lidt op, tilsæt herefter 1 knivspids interaktion. For at variere opskiftens smagsudtryk, så den tiltaler flere, tilsæt da 1 særudstilling.
Når alle ingredienser er blandet sammen og har en tung konsistens, vil du stå med 597 millioner indtryk – konsistensen minder om en sur-dej.
N.B. Forsøg IKKE at tilsætte forforståelse til opskriften.
Ønskes der ikke en tung konsistens skal mange af ingredienserne skiftes ud, og opskriften udformes på ny (fremtidsscenarie)
Det var godt at komme i gang og prøve at tænke ud af boksen i forhold til, hvordan vi kunne gribe opgaven an. Nogle af ideerne fra legen fik os lidt tættere på, hvordan vi kunne gribe det an at lave et nutidsscenarie.
And....action!
Det at filme et nutidsscenarie tiltalte os alle, men vi indså også, at dette nødvendigvis ikke ville være ligetil – for det første har ingen af os erfaring hermed, og for det andet skal vi have for øje, at vi ikke kommer til at generalisere en en-mands-udtalelse, og gøre denne gældende for alle besøgende (eller ikke besøgende museumsgæster). Hvis vi lavede en gængs film med rapportør og interviewede parter ville risikoen for at generalisere de medvirkendes udtalelser være stor. Det kunne komme til at virke som om, at vi kun byggede vores feltarbejde op på enkelte interviews, for derefter at gøre deres udtalelser almengyldige.
Her stødte vi på et benspænd – vi ville filme vores nutidsscenarie, men vi vidste ikke, hvordan dette i praksis kunne lade sig gøre uden netop at støde på generaliseringsfaktoren. Vi forsøgte derfor at tænke forskellige filmgenre igennem og faldt over stumfilm. Hvis vi kunne få skuespillere til at vise netop det, som vi gennem vores mange interviews havde opfanget, kunne det være vejen frem. Vi ville hermed undgå, at enkelte personer ville udtale sig om et museumsbesøg, for herefter at gøre denne til den gældende opfattelse for alle andre. I stedet skulle de give et overordnet billede af den information, som vi som sagt havde fået gennem interviews.
Som sagt, så gjort. Vi har lavet vores nutidsscenarie som en stumfilm og underbygget denne med informationsskærme undervejs i filmen for hermed at forklare, hvorfor vi netop viser de klip, som vi gør.
Abonner på:
Opslag (Atom)
