Frustration

Igennem vores indsamling af viden og interviews har vi fåret indblik i, hvilke tanker og hvilket syn der eksisterer omkring det, at gå på museum. Vi har haft fokus på at lave og udforme et godt nutidsscenarie – et nutidsscenarie, som indeholder de kriterier, Caroll opstiller.
Vi synes selv, at vi har været godt omkring i forsøg på at lære vores brugere at kende og herudfra fået opstillet et scenarie. Nu skal vi til at kigge fremad og komme videre. Beslutninger skal træffes, og vi har været nødt til at se hinanden dybt i øjnene og være ærlige. For selvom vi elsker at befinde os i dette ”open space”, hvor ingen begrænsninger synes at være til stede, og hvor alt stadig er muligt, har vi nu indset, at det er nødvendigt at fastlægge én vision og arbejde ud fra denne, samt blive enige om, hvor vi gerne vil ende i forhold til, hvad dette designprojekt skal indeholde.
Før, under og efter vores evaluering med vores underviser, Ditte Basballe, blev vore tanker, omkring hvad projektet kunne munde ud i, vendt. Herved fandt vi hurtigt ud af, hvordan vores tværfaglige baggrund spiller en stor rolle i forhold til forståelsen af projektet – hvad menes der med design, teknologi og hvor ser vi gerne, vores projekt ende? For første gang oplevede vi, hvordan vores tværfaglige sammensætning udmøntede sig i frustrationer over ikke at kunne skabe et fælles billede for, hvad vi ønskede med projektet:

”Det er ikke nemt at sidde fast. Hvordan kommer vi videre? Vi er jo tre tøser, der helst ikke vil såre hinanden, men vi synes nu også, vi har været gode til både at give udtryk for vores faglige synspunkter og samtidig respekterer de andres. Men hvorfor er det så svært denne gang?”

Vi blev nødt til at tage hjem og tænke over, hvordan vi bedst kunne træffe beslutninger i gruppen.
De efterfølgende afsnit vil beskrive, hvordan vi hver især oplevede vores diskussioner og de medfølgende frustrationer:


STINE:
To skridt frem, og et tilbage.... tre skridt frem og syv tilbage....”hvis nu vi leger en leg......... Okay, men jeg forstår altså ikke de der operative billeder.”
Jeg befinder mig på en tværfaglig uddannelse, i en tværfaglig gruppe. Jeg befinder mig på en uddannelse, hvor undervisningsformen, forståelsesrammen og resultatsøgningen er helt anderledes, end den undervisnings – og eksamensform jeg har mødt de sidste tre år på min bachelor i Erhvervssprog engelsk og virksomhedskommunikation på ASB. Jeg har ikke læst HA almen, hvor resultatet ofte understreges med to streger, men jeg har læst erhvervssprog engelsk og virksomhedskommunikation på en erhvervsrettet skole, hvor virkeligheden og casearbejde er blevet bragt ind i klasselokalet fra første skoledag. Vi er blevet introduceret for de nyeste teorier, fordi de har svaret på, hvordan man skal gribe virkeligheden an, og alle andre tidligere teorier har vi ikke skulle bruge meget tid på – de var jo allerede forældet i forhold til samfundsudviklingen.
I gruppen har vi i løbet af den sidste uge skulle træffe nogle beslutninger, som har været undervejs længe. Vi har skulle finde et fokus i forhold til at lede vores designprojekt i en retning, som vi alle kunne følge og være med på.
Den første dag, hvor vi tog hul på diskussionen, blev vores umiddelbare tanker omkring designprocessen og selve designproduktet meldt ud. Vi diskuterede frem og tilbage i lang tid. Hovedsageligt prøvede Rebekka og jeg at forstå hinanden. Alexia kunne høre, at vi faktisk befandt os på sammen sted, men at vi ikke var så gode til at kommunikere det til hinanden. Vi endte med at blive enige om, at vi alle havde brug for en eftermiddag og aften til at tænke over alt det, vi havde diskuteret.
Jeg tog løbetøjet på, da jeg kom hjem, og løb væk. Væk så jeg kunne få ro til at tænke, og finde frem til, hvorfor jeg ikke er god til at kommunikere. Jeg har jo læst kommunikation og skrevet bacheloropgave om politisk kommunikation og formidling. Jeg burde jo være en rimelig kommunikator. Skyldes min mangel på god kommunikation at jeg er stædig, at jeg med mit kropssprog signalerer, at jeg er sur, eller at jeg pakker tingene ind på bedste Magrethe Vesterager vis? Hvorfor er det, at jeg i denne gruppe, som har lært mig at kende gennem de sidste 6 måneder, stadig ikke forstår at kommunikere klart og forståeligt? Ingen tvivl om, at en tværfaglig uddannelse og en tværfaglig sammensætning af folk, også er en udfordring i forhold til at blive forstået rigtig.
Men jeg måtte indrømme over for mig selv, at jeg med min baggrund har svært ved at acceptere, at vi som studerende i et designprojekt må træffe nogle beslutninger uden om brugeren. Den tradition jeg er blevet opdraget i er, at brugeren altid har ret. Vi som studerende ved intet – det er brugerne, der er eksperterne. De har nogle behov, som vi skal tilfredsstille ud fra de teoretiske værktøjer, vi stifter bekendtskab med. Det er lige før janteloven har sneget sig ind her.
Jeg har ligeledes haft svært ved at tænke i æstetiske og mere kreative løsninger i forhold til designprojektet.
Selvom Rebekka og jeg har haft vores diskussioner, fordi vi kommer fra to helt forskellige verdener, oplever jeg for første gang i min skoletid en kæmpe forståelse for min forståelsesramme og min baggrund. Vi prøver at møde hinanden, og min ofte stilhed under diskussionerne bliver ikke tolket, som om jeg er tvær, men som at jeg tænker og prøver at hitte ud af det hele. Og netop denne forståelse for mit væsen fra min gruppe, Alexia og Rebekka, føles som den største lettelse for mig, midt i al denne frustration!


REBEKKA:
Vi var efterhånden kommet til et punkt i vores proces, hvor vi skulle til at blive konkrete og træffe en masse vigtige beslutninger, for at vi kunne finde en fælles vej, vi ville gå i forhold til vores designprojekt og produkt. Vi havde befundet os rigtig godt i ”det åbne rum”, hvor alt stadig var muligt, og vi hver især kunne arbejde ud fra de individuelle billeder, vi havde for resten af processen og det færdige produkt. Disse individuelle opfattelser, indre forestillinger og ideer skulle på en eller anden måde ensrettet, for at vi kunne arbejde på samme projekt. For at vi kunne dette, var der meget, vi skulle have diskuteret. Vi skulle finde ud af, hvilke holdninger og forståelser vi hver især havde i forhold til resten af processen, samt vi skulle blive enige om, hvad det næste skridt skulle være i forsøget på at blive mere konkrete. Denne diskussion havde ligget og ulmet nogle dage, ja faktisk helt siden start, hvor vi skulle komme med de første spæde forsøg på at finde en fælles vision og dertilhørende operative billeder. Vi havde dengang, og siden hen, udskudt diskussionen, da vi havde på fornemmelsen, at den kunne blive meget vanskelig for os at komme igennem. Især havde jeg på fornemmelsen, at Stine og jeg selv måske ikke delte helt samme opfattelse af, hverken i forhold til hvordan processen skulle gribes an, eller hvad et konkret produkt kan udmunde sig i.
Stine startede den famøse diskussion med at melde ud, at hun ønskede et produkt, der dækker et specifikt behov, og at hun ikke så noget, der er udformet kulturelt eller kunstnerisk kunne gøre dette. Dette var jeg (selvfølgelig, på baggrund af min grundfaglighed som kunsthistoriker og begivenhedskultur) helt uforstående overfor og argumenterede med store armbevægelser, hvordan dette selvfølgelig sagtens kunne lade sig gøre. – Vi mente tydeligvis noget helt forskelligt med ordet kunst og behov og med, hvordan et sådan kan opfyldes, og misforstod måske hinanden på skift?? Vi befandt os med andre ord ”fanget i den store tværfaglige saks”. Hvordan kunne vi mødes og ikke mindst forklare, hvad vi mente, når vi ikke talte samme sprog? Dette var frustrerende for os begge at mærke, at vi ikke kunne kommunikere – det føltes som at tale to forskellige sporg!! Hvad mente Stine med behov og brugerinvolvering i forhold til mig selv? Vi var tydeligvis enige om, at vi skal inddrage brugerne i udviklingen – hele vejen igennem - men designeren har vel også et eller andet at kunne bidrage med – hvad er ellers vores rolle, hvis vi ”bare” skal gå ud og udvikle en ”dimse-dut”, der lige præcis dækker det behov, vores brugere siger, de har. Kan vi ikke som designere rykke brugeren længere, end de måske selv ved eller dække deres behov på en anderledes måde, end de måske selv har fantasi til? Og hvorfor kunne vi ikke bare prøve at lave nogle operative billeder og dermed få visualiseret, hvad vi hver især synes, i et forsøg på at kunne mødes? Her var vi uenige hvorfor også innovationsaspektet blev vendt endnu engang. Frustrationen bundede for mit vedkommende også i, at vores uenigheder måske satte en stopper for vores glæde og udbytte af projektet. Kunne vi få mulighed for at udvikle ideer eller koncepter som også jeg fandt tiltalende og kreative og kunne føle for? Kunne Stine lige så. Hvordan kunne alle blive tilfredse? Et kompromis skulle selvfølgelig findes, men bundede denne uenighed i virkeligheden ikke i noget meget større end bare dette projekt – måske i to forskellige verdensopfattelser?? I stedet for at tale om projektet og de frustrationer dette bar med sig, valgte vi at tale om, hvor disse frustrationer i virkeligheden kunne stamme fra; Vores forskellige grundfagligheder. Jeg er vandt til, at verden er åben og ”alt” er muligt afhængig af hvorfra det anskues. Stine derimod, har jeg på fornemmelsen, kommer fra en verden, hvor der kan sættes to streger under et resultat, og hvor der er en ”korrekt vej” der skal følges, og som ikke er til diskussion. Vi blev enige om, at vi ikke ville se denne forskellighed som en svaghed for gruppen, og at det vigtigste skulle være at alle følte de var med i projektet og kunne relatere til det – det skulle være vores alles hjertebarn, og ingen skulle køres ud på et sidespor. Vi ville derfor se vores uenigheder som en positiv ting og et evt. kompromis eller løsning, der kunne indeholde os alle tre måtte blive en god og kreativ løsning.


ALEXIA:
Stilhed før stormen – noget var under opsejling. Vi havde i alt for lang tid bevæget os rundt om den varme grød, men nu var tiden kommet til at tage fat på den ventede problemstilling. Kortene måtte lægges på bordet og diskussionen var nødvendig at tage. Efter som vores gruppe er meget tværfaglig har vi fra sidste semester erfaret, at der kan komme misforståelser og diskussioner undervejs, og dette var også tilfældet nu. Stine og Rebekka er utrolig forskellige i deres fremgangsmåde og anskuelse af ting. Vi har hidtil blot set dette som en styrke, men den diskussion, der ventede, trak virkelig tænder ud, da det ikke var nok blot at have en hurtig samtale om tingene, men at en grundlæggende forståelse af faget, studiet, teknologi, æstetik osv. skulle diskuteres, før alle havde nogenlunde samme udgangspunkt. Diskussionen var meget omfattende, hvilket jeg fandt vildt frustrerende. Diskussioner skal til, da det er herigennem, vi virkelig lærer at forstå hinanden og processen, men vi sad også i en situation, hvor beslutningerne snart skulle træffes, hvorfor tiden var knap. Efter et par timer med diskussion og frustration blev vi dog enige om, hver især at tage hjem om få klaret tankerne til næste dag.
Stine og Rebekka var frustrerede over, at de ikke kunne nå til enighed – at de ikke talte samme sprog, og jeg var frustrerede over, at de ikke kunne forstå hinanden, selvom de faktisk på en del punkter lød til at være enige, hvilket jeg prøvede at forklare dem.
Diskussionen tog lang tid, men set i bakspejlet, ville jeg ikke have været foruden. Min motivation kom dog til at lide under denne diskussion – jeg følte mig kastet ti skridt tilbage, da vi i noget tid ikke var kommet videre. Og dog, vi kom langt – vi lærte hinanden at kende på ny, vores grænser og måder at søge kompromisser på, hvilket vel også er en vigtig del af vores proces?!


”Det er igennem disse perioder med frustrationer, at vi lærer noget.”