fredag den 3. april 2009

Mock up

For at afprøve en idé eller et koncept på brugere, kan man lave en mock up, som er forholdsvis billig og samtidig justerbar i forhold til brugernes evaluerende udsagn. En mock up skal give brugeren et indledende indblik i, hvordan det endelige produkt kommer til at se ud, men skal også være med til at give designerne en forståelse af, hvordan deres ide/koncept virker eller ikke virker, når det kommer i brugernes hænder. Der er mange forskellige niveauer af, hvor udviklet og detaljeret mock ups er, men til forskel for prototyper befinder mock ups sig stadig på det stadie, hvor store ændringer godt kan foretages. En mock up kan ses som stadiet før prototypen; den giver brugeren et indblik i, hvordan slutproduktet udformes, den giver designeren en forståelse af brugerne behov og deres omgang og forståelse af mock uppen (Ehn & Kyng p.172)

I forhold til vores designproces havde vi nu fået en idé, som skulle afprøves på nogle brugere. Det var vigtigt for os, at disse brugere ikke bare var hvem som helst, men at de både tilhørte segmentet ”jeg går ofte på museum” og segmentet ” jeg går ikke så ofte på museum”. Ligeledes var det også vigtigt for os, at finde nogle brugere, som havde mod på at afprøve vores idé og leve sig ind i det univers og samtidig også kunne stille sig kritisk over for vores oplevelsesdesign.
Vi valgte to brugere, som passede til disse kriterier. De var begge sygeplejersstuderende, men havde et forskelligt syn på at gå museum.
Efter at have udviklet vores idé i fantasien, skulle vi transformere denne idé om til en mock up - til noget fysisk, som vores brugere kunne afprøve og derved forhåbentligt forholde sig til.
Vi var alle tre klar over, at vi ikke havde meget teknisk snilde, og derfor måtte vi bruge vores kreativitet til at udvikle en mock up, der kunne give vores brugere et indledende blik i vores tanker omkring vores idé.

Selve mock uppen forløb således:
Vi mødtes med vores brugere foran kvinde museet. Dagen forinden havde vi lavet en rute, som vores to brugere skulle rundt på. Rebekka gav dem en kort introduktion til selve projektet samt en kort forklaring af, hvordan og hvorfor vi var nået frem til denne idé.
For at gøre brillen virkelig, fandt vi vores egne solbriller frem, som vores brugere kunne benytte under mock uppen, hvis brugerne da ikke havde egne solbriller med, som de hellere ville have på. De tog brillerne på, og så nu igennem brillerne nogle ”hologram-skærmbilleder”, som bestod af nogle stykker papir, der blev holdt op foran dem i den afstand, de ville være, hvis de var rigtige hologrammer. De blev instrueret i, hvordan de kunne interagerer med skærmen via deres egen hånd, da deres hånd fra starten, ville blive coded med noget flydende væske/creme, som skærmen ville kunne læse.
Den første skærm de så, var selve velkomsten. Herefter kom en skærm frem, hvor de skulle vælge hvilket emne, de interesserede sig for. Her havde vi forinden valgt emnet ”historie”. På den næste skærm skulle de vælge, hvorvidt de ville have en museumsrute, en brugerrute eller en rute, som de selv lavede undervejs, hvor de ville se punkter rundt omkring i byen, dog uden at de blev guidet af nogle fodspor foran dem.
Denne skærm visualiserede gemmen en illustration, hvor de tre valgmuligheder blev vist. Vores brugere forstod helt klart, hvilke valgmuligheder de havde og hvorfor. Vores brugere valgte en brugerrute, ”Backyards”. Den sidste skærm fortalte dem tre ting: at de skulle trykke, når de var klar, at der undervejs ville være blinkende fodspor, som de skulle hoppe på, for at få information om dette punkt, og at de undervejs kunne gemme deres egne punkter ved at trykke på ”gem punkt” og tage et billede med deres finger. Billedet vil herefter blive gemt og kan fremkaldes på en skærm, når de kom tilbage fra ruten.
Nu var de klar til at gå. Fordi de havde valgt en brugertilrettelagt rute, ville de igennem deres briller hele tiden kunne se nogle fodspor nede på fortovet foran dem, som ville guide dem. Dette havde vi illustreret ved at lave en ramme, som vi havde spændt plastik ud over, hvor vi havde tegnet nogle fodspor. Denne del af mock uppen forstod brugerne godt. Alexia løb lidt i forvejen for at ligge nogle ”blikkende” fodspor, som vi havde lavet ud af pap og malet med næsten selvlysende farver. Stines rolle bestod i at være de fodspor, som de skulle følge for at komme hen til en af de blikkende fodspor.
Vores brugere opdagede de første sæt lysende fodspor og hoppede oven på dem. Herefter kom den information og det billede op på deres skærm som tilrettelæggeren af rute havde taget da han/hun havde været der. Dette visualiseredes ved at holde et stykke papir op foran dem, hvor de både kunne se billedet taget af tilrettelæggeren og den information, som tilrettelæggeren havde lagt ud. Det billede og den information vores brugere læste, syntes de var rigtig god - den var hverken for meget, og heller ikke for lidt.
Undervejs opdagede vores brugere noget sjovt og anderledes i byrummet end de tidligere havde lagt mærke til, som de blev nødt til at tage et billede af. De havde fuldt ud forstået, at de kunne tage et billede af dette punkt, blot ved at bruge deres finger og ramme det ind, som de gerne ville tage et billede af. De synes denne idé var anderledes og sjov, fordi det var en anden måde at bruge sin krop på i forhold til det at tage et billede. Det tog ikke lang tid for vores brugere at forstå konceptet, hverken i forhold til det at skulle hoppe på de blikkende fodspor eller i forhold til selv at kunne lagre information/billeder fra et selvfundet punkt.
Turen ”Backyards” tog dem rundt til nogle af Århus’ gemmesteder, så som en lille offentlig have/park ved Anholtsgade, og ned i en af Vestergades mange gamle og romantiske gårde.
Slutteligt endte vi på Lynfabrikken i Vestergade, hvor de heller aldrig havde været før. Vi gik op i Lynfabrikkens café for at tale om, hvordan det teknisk vil være muligt at lave sin egen rute ud fra de punkter, de havde gemt under turen. Dette gjorde vi ved at vise dem et kort over de steder i byen, hvor de havde taget et billede. Her fortalte vi dem også, hvordan det var muligt at redigere de punkter, de havde fundet undervejs. Hefter spurgte vi ind til, hvordan de havde oplevet denne museumsoplevelse i byrummet.
Begge brugere var utrolig positive over for idéen.
De syntes selve idéen var fed, fordi den var anderledes end så meget andet, de havde set i forhold til at nytænke museumsoplevelser. De syntes også, det var fedt, at der var så mange mulige ruter, og at hvert museum kunne ligge ruter ud, således at man kunne finde en rute, som passede til ens egne interesser. Ligeledes syntes de, at denne måde at tænke museumsoplevelse på lagde op til, at man kunne gøre det meget mere spontant, fordi det ikke var et heldagsprojekt, og man kunne tage på en sådan tur flere gange, da det er muligt at vælge en anden rute med et andet emne. I denne sammenhæng var det derfor også vigtigt for vores brugere, at det ikke skulle koste ret meget, at benytte sig af disse ruter, for så ville man måske ikke gøre det ret mange gange.
I forhold til teknologien, specielt i forhold til brillerne, var det vigtigt for begge vores brugere, at man hele tiden følte, man havde kontrol over hvor man gik, og man hele tiden havde kontakt til den virkelige verden. Vores brugere diskuterede ligeledes, hvorvidt brillerne skulle være traditionelle modebriller, så man som museumsgæst blot faldt ind i bybilledet, eller om brillerne skulle udformes, så de kendetegnede at her var en museumsgæst i byens rum. Kunne det være muligt at teknologien i fremtiden kunne tilbyde en kontaktlinse med sammen funktion som brillerne? Var det et problem, at man skulle have briller på, og at man skulle hoppe ude i byrummet. Begge vores brugere var enige om, at denne museumsoplevelse henvendte sig til et bestemt segment. Den ene bruger, som ofte gik på museum, ville ikke have noget imod at have dem på, hvor den anden bruger nok ikke ville tage dem på, hvis hun gik turen alene. Men de var begge enige om, at denne museumsoplevelse også kunne nydes af en enkelperson. Dog mente de, at man ville få mest ud af ruterne, hvis man var i en flok/gruppe, da man netop har mulighed for at diskutere det, man ser undervejs og til forskel fra museer kan tale sammen uden at viske.
Til spørgsmålet om vores brugere helst selv ville have deres helt egen personlige rute/punkter eller om de helst ville have en fælles rute med dem de var afsted med(altså at de så det samme hologram gennembrillerne), synes begge at det klart var at foretrække at se det samme og dermed opleve det sammen, da det for dem var fællesskabet i oplevelsen der var det bærende element. De kunne dog også godt finde på opleve byen alene og dermed helt selv bestemme ruten.
Begge brugere var også enige om, at denne form for museumsoplevelse vil trække flere brugere til, også folk som ikke så ofte går på museum, specielt fordi man selv kan tilrettelægge, hvor lang tid man vil bruge på det, men også fordi man kan differentiere ruten, således at der er noget for alle i gruppen.
Begge brugere kunne også godt se forbindelsen til museumsoplevelsen, fordi man henter brillerne på et museum og fra begyndelsen indstiller sit syn på det emne, man har valgt. Den ene af brugerne syntes specielt, at denne form for museumsoplevelse var rigtig god, da man pludselig ser det, man normalt ikke ser i sin hverdag, gennem nogle helt andre briller, og samtidig får inspiration og viden om nogle andre steder i byen. Herefter stillede vi spørgsmålet; er dette så bare en anden form for sigth seeing? Dette syntes vores brugere ikke, fordi det er klart, at det er museerne, der står bag denne museumsoplevelse, og så længe man har mulighed for at få faktuel viden gennem de forskellige museers tilrettelagte ruter, ser de det ikke som en ny form for sight seeing. I forlængelse heraf syntes brugerne også, at det var vigtigt, at man som museumsgæst eksplicit får vist, hvad der er brugernes egne ruter, og hvad der er museumsruterne.
Begge vores brugere syntes også rigtig godt om idéen omkring at kunne gemme sin egen rute eller bare et enkelt punkt, som andre kan få glæde af, og som man også selv kan få glæde af en anden gang, hvilket også gør det muligt at fortælle flere lag af byens historier, som ellers vil gå i glemmebogen. I forlængelse heraf blev det diskuteret, hvilken form for punkter og ruter, man som bruger kan ligge ind, for at det stadig kan ses i forbindelse med en museumsoplevelse. Det må ikke blive for kommercielt hermed forstået, at man ikke må anbefale eller reklamerer for et sted. Vi skulle nødigt have en Baresso rute, eller en Magasin rute.
Samlet set syntes vores brugere, at man virkelig rykker sin opfattelse af, hvad en museumsoplevelse kan være, både fordi denne form for museumsoplevelse er mere nærværende i forhold til deres daglige liv men også, at denne museumsoplevelse er rykket ud af de traditionelle museer, hvormed vi lader museer være museer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar