Diskussion, diskussion og diskussion

De sidste par uger føles og erindres som én lang diskussion. Det er svært at blive ved med at kunne huske alt, hvad der er blevet diskuteret, hvornår og hvad enigheden blev. Ofte havde vi alle en fornemmelse af, at der var opstået samklang og enighed, og at vi kunne flytte os et skridt videre i samlet flok, men hurtigt viste det sig, at der alligevel stadig eksisterede to eller tre forskellige indre billeder og opfattelser af selv den mindste beslutning mod en konkretisering. Det var åbenbart ikke så lige til, som vi havde forventet. Til tider skulle man tro, at der opstod diskussion bare for diskussionens skyld – da ingen beslutning synes at kunne foretages uden en heftig diskussion om holdninger, verdenssyn og værdier. Det skulle være så ”gavnligt for processen at diskutere” havde vi fået fortalt. Dette var ikke altid at føle, når diskussionerne ingen ende synes at tage, og vi blev ofte meget frustrerede over, at vi så SÅ forskelligt på verden, ja selv på de mindste ting. ”Det ville da være nemmere og en del mindre tidskrævende, hvis vi nu bare synes det samme!!!” sagde den ene, ”ja!!” sagde de to andre (og endelig var der da lidt de kunne blive enige om….)
Nedenstående er så godt som muligt en opresumering af hvilke emner, der blev diskuteret, før vi i gruppen kunne danne os et fælles operativt billede, en fælles idé, et fælles fremtidsscenarie og dermed et fælles projekt.

Diskussionen om innovationskravet.
Er det konceptet der skal være innovativt? Er det teknologien? Eller er det gennem anvendelse af teknologien og dens nye mulighedsrum, at den innovative løsning skabes – altså anvende de muligheder ny teknologi skaber til at danne helt nye oplevelser? For en i gruppen var det meget nødvendigt at det, vi fandt på var realiserbart, det skulle ikke være for vildt og voldsomt og urealistiske, men en idé og en løsning, der var salgbar her og nu i forhold til, hvis vi stod overfor en museumsdirektør eller lignende. For en anden i gruppen var der ikke disse begrænsninger, hverken teknologisk eller økonomisk.

Diskussionen omkring hvad der determinerer at en oplevelse kan kaldes en museumsoplevelse
Vi skal ifølge vores vision ændre opfattelsen af museet. Dette kan vi, ud fra en opfattelse, gøre ved at operere indenfor museets murer og arbejde med og modificere den allerede eksisterende ”måde” at gå på museum på. Argumentet herfor var, at museet som bygning, var det determinerende for at en oplevelse kunne betegnes museumsoplevelse. Set ud fra en andens opfattelse kunne en museumsoplevelse ligeså vel foregå uden for museets bygning. Oplevelsen kunne så at sige flyttes ud af dens kontekst, ud af dens bygning og dermed sprænge den eksisterende, for på den måde at skabe noget nyt. Her var ideen at udstillingen på en eller anden måde kunne bestå af æstetiske objekter, der i forvejen eksisterede i byrummet. Og at det at skabe en museumsoplevelse i byrummet kunne bibringe noget, både til den æstetiske opfattelse af byrummet, men også til en anden opfattelse af, hvad der var en museumsgenstand og kulturarv. Det var da værd at afprøve, hvad begge dele kunne bibringe oplevelsen synes en tredje. Denne diskussion udviklede sig til at blive en diskussion om, hvorvidt oplevelsen kunne flyttes ud af institutionen og på hvilken måde vi skulle gentænke det eksisterende. Dette udviklede sig til en lang diskussion alene på baggrund af vores egne meninger. Problemet har vi efterfølgende lokaliseret til, at vi rent kommunikativt ikke kunne forstå hinanden. Vi kunne ikke følge hinandens tankerække. En tænkte primært museumsoplevelsen som en æstetisk kunstoplevelse, en anden tænkte historisk arkitektur og en tredje tænkte ligegyldigt emne, bare den var meget informativ. Det var derfor svært at samles. Vi ville for at afhjælpe situationen udvælge et museum, vi skulle lave en designløsning til. Dette skulle være et museum, vi alle kunne relatere os til, og som vi havde samme opfattelse af. Altså et sted der kunne samle os. Hvad kunne være mere fælles for os end Kvindemuseet, i det vi alle delte dette køn!? Med det samme vi havde samme udgangspunkt opstod en forståelse for de øvriges synspunkter. Nu kunne en forstå, hvordan man kunne få en museumsoplevelse i byrummet omhandlende kvinder, nu kunne en anden forstå, hvorfor denne oplevelse skulle være mere informativ. Den første spæde fælles idé havde set dagens lys; ”Kvinde kend din by”-ruter rundt i byen. Disse kunne hver tilbyde forskellige emner alt fra æstetik, til ”feministisk” historie.
Denne diskussion havde dog næsten taget livet af os, og vi havde alle svært ved at se hoved og hale i hele projektet. Vi besluttede os derfor at gå en lang tur for at få løst op for spændingerne og håbede at inspirationen og en enighed kunne komme til os på en mere fri og ikke så påtvunget måde. Vi startede turen med slet ikke at tale projekt, men da emnet alligevel opstod, prøvede vi at huske på, hvad brugerne havde sagt, og hvilke behov disse havde ytret. Fælles for brugerne (på baggrund af projektets indledende feltarbejde) var, at de alle forestillede sig oplevelsen foregående på et museum. Men det var også specielt dennes form/bygning der havde indprintet de lidt negative indre billeder. Vi huskede, at en af vores brugere havde sagt ”lad museum gå på museum”. Denne bemærkning havde på en eller anden måde sat et spor i os alle – Denne ene sætning gjorde, at alle var med på at afprøve, hvad en oplevelse udenfor museets mure kunne bibringe projektet, og at det jo i sidste ende var afprøvningen på vores brugere, der kunne fortælle os, om man kunne tænke museumsoplevelsen således.

Diskussionen om graden af brugerinvolvering i designløsningen - herunder diskussionen om graden af designets lukkethed/åbenhed.
Forskellige behov for hvad en museumsoplevelse skal tilbyde; Æstetisk oplevelse eller informativ oplevelse. Her huskede vi også på brugernes forskellige behov for guidning og selvbestemmelse. Nogle ville gerne ledes gennem oplevelsen, mens andre fandt dette begrænsende. Derfor var det vigtigt for os, at designløsningen på en eller anden måde havde mulighed for, at brugeren selv kunne have indflydelse på disse ting. At oplevelsen (inden for en ramme) kunne skræddersyes ud fra brugerens behov. Også med tanken om at den samme bruger kunne have forskellige behov alt efter om udstillingen indeholdte velkendte objekter eller præsenterede et, for brugeren, helt nyt univers. Det skulle altså være muligt selv at kunne vælge ud fra interesse og lyst, hvad museumsoplevelsen skulle tilbyde.

Diskussionen om hvilken målgruppe vi ville arbejde med, og i så fald hvilke brugere vi skulle udvælge, da disse i høj grad havde indflydelse på projektets endelige udfald.
Her var diskussionen primært, om vi ville designe til børn, til børnefamilier, eller til voksne, og herunder hvilket segment vi ville henvende os til. Vi blev hurtigt enige om, at den del af befolkningen, der i forvejen havde stor interesse for eks. kvindemuseet ville benytte museets tilbud under alle omstændigheder og ikke pga. vores design - det var derfor ikke denne gruppe, vi primært ville beskæftige os med. Et andet argument herfor var, at denne gruppe i brugerinvolveringen i designprocessen måske ville være informanter, der ikke kunne bidrage med det, vi gerne ville opnå – viden om hvordan museumsoplevelsen kunne blive vedkommende for den ”almindelige” kvinde. Et argument for at vi skulle udvælge børn som målgruppen var, at de endnu ikke havde dannet et mere eller mindre rigidt indre billede af en museumsoplevelse, idet deres erfaring endnu ikke kunne formodes at række så vidt. Vi kunne derfor starte på en frisk og indprinte helt nye opfattelser på blankt papir, som ville være determinerende for deres opfattelse af et museum. Disse ville desuden måske være mere velvillige og engageret i de situationer, vi ville inddrage brugerne, da de kunne formodes at ville have lettere ved at lege med i eksempelvis vores mock-up afprøvning. Valget af målgruppe faldt dog på det segment, der var omkring det museum, der havde samlet gruppen. Nemlig kvinder. Ikke nødvendigvis kvinder, der besøgte museer ofte, men kvinder der dog kunne lokkes op af sofaen og ud i det virkelige liv, og som reelt ville have interesse i at museumsoplevelsen blev mere vedkommende for dem.

Diskussionen om den første fælles idé
Vi var nu enige om, at målgruppen var kvinder, og at museet, vi skulle designe en løsning til, var kvindemuseet. Vi ville inddrage byens rum og tilbyde en rute, der tilbød noget, der allerede eksisterede i byen. Dette kunne være forskellige ting, indenfor forskellige genre. Vi havde mulighed for at kunne tilbyde en individuel oplevelse, der kunne opleves på egen hånd i form af de ruter, der tilbydes i byrummet. Herigennem kan formidles viden både fra fagfolk (museets tilrettelagte ruter), men også viden brugere imellem. Brugerne skulle selv have mulighed for at publicere egne ruter, var en holdning. ”Gå på opdagelse i dit eget liv/byrum, udstille din egen rute.” Her var vi dog ikke enige om graden af brugerinvolvering. En synes, at alle ruterne skulle være brugernes egne. Ruterne var dermed lige så forskellige og mangfoldige som de kvinder, der havde uploaded dem, og kunne derfor sige mere om kvinder, end museet måske kunne. Museet skulle dermed ”bare” opstille en platform, og lade kvinderne interagere og uploade ruter til hinanden. En anden så det som yderst problematisk at give brugerne mulighed for selv at uploade ruter, da disses validitet ikke kunne garanteres. Her tænkte en igen æstetiske ruter (der ikke havde samme validitets spørgsmål), og en anden tænkte informativt og det problematiske i forhold til kontrollen af, hvad der kunne opfattes som fakta af andre brugere og synes derfor kun, at det var museet, der skulle tilbyde ruter, men at kvinder godt kunne uploade et punkt, de fandt interessant på museets rute. Her opstod en diskussion om, hvem der formidler hvad til hvem, og om brugerne kan forvalte den tillid, der vises dem og uploade seriøse ting!?
Vi blev enige om, at de uploadede punkter og eventuelle ruter skulle gennemgå en censur for stødende materiale (for at undgå noget ulovligt/anfægtende). Derfor skulle det ikke være muligt at uploade noget anonymt. Det skulle herudover være meget tydeligt for brugeren, om det var en anden brugers rute, eller om det var museets rute. Da graden validiteten afhang heraf.
Imidlertid havde en i gruppen en idé, hun havde svært ved at slippe; sko der sætter aftryk, hvor kvinderne har gået – elektronisk aftryk, der lyser i mørket. Her har du været – selv lavet aftryk, og dermed indskrevet dig i en social sammenhæng. Kunne denne idé implementeres i den ovenstående. Denne dag kunne vi ikke se sammenhængen og blev enige om, at disse idéer ikke kunne sammenkobles. Måske kunne fodsporene bruges senere – måske i en markedsføringsstrategi tænkte vi!?

Enighed; et fælles operativt billede/idé/koncept
Brugeren starter en valgfri rute ved museet, hvor hun får udleveret scanneren. Denne scanner kan vise ruten(GPS), fortælle hvad hun ser + information om det. Den kan yderligere scanne de objekter ind, hun vælger på ruten og lagre det til senere brug.
Scanneren skal være kvindevenligt at betjene og have følgende funktioner; scanner (til at scanne objekter på din rute – tage et udsnit af det, du vil på en anderledes måde end med kamera), GPS (med funktion af kort over rute og over, hvor du befinder dig, men også med mulighed for at lægge din egen tøserute ind.), audioguide/tekst guide der fortæller lidt om det, du ser.
Tilbage på museet lægges dine data ind (de udsnit fra din færden i byrummet du selv har scannet ind) i et billedredigeringsprogram og din rute visualiseres. Her kan de scannede objekter flyttes rundt og redigeres og et personligt æstetisk udtryk kan skabes. Dette kan printes ud (som en plakat), eller fås elektronisk som mms eller på anden måde.